Der findes et sted dybt inde i vores menneskelige psykiske landskab, hvor der bor en usynlig skikkelse. Et ordløst væsen. Et væsen, som altid er søgende og sultent. Et væsen, som aldrig kan finde ro.

Dette væsen har ingen sjæl, men snarere en iboende tomhed, der som et sort hul suger alt til sig fra sine omgivelser i forsøget på at fylde tomheden op.

Væsnet er altid på udkig efter noget at spise. Hans sult kender ingen grænser, og den driver ham nådesløst af sted. Når han indimellem finder et par krummer, fortærer han dem straks i håbet om at blive fyldt op. I længslen efter at mærke noget andet og mere fyldestgørende end tomheden.

Men lige meget hjælper det. Intet mætter, og intet fylder ham op. Tvært imod vækker de sparsomme krummer hans appetit endnu mere. For krummerne minder ham om det, han så desperat længes efter, og således vokser sulten sig større. Der skal mere og mere til.

Mød Olivia

Olivia er en 54-årig CEO for en verdensomspændende NGO med fokus på klima og bæredygtighed. Derudover er hun involveret i et hav af charities, bestyrelser og projekter i både ind og udland. Hun er gift og har 3 børn.

Olivia fortæller, at hun ikke har det godt. Hun føler sig udmattet. Har mange konflikter. Sover dårligt. Har hjertebanken og svært ved at fokusere. Hun føler sig overvældet og ude af stand til at håndtere situationer, hun normalt relativt let kunne have håndteret.

Julen varer længe

I denne indledende del af Executive-forløbet bevæger vi os ind i julemåneden. I mine år som psykolog har jeg jo set lidt af hvert, når det gælder travlhed i december. Men Olivias kalender slår alligevel alt. Olivia er i de første tre uger af december booket til seksten julefrokoster i diverse virksomheder, charities og netværk.

Derudover er hendes kalender plastret til med endeløse møder, som skal klares inden jul.

Hun fortæller desuden, at hun står for at holde familiens jul. En jul der tæller overnatninger, hjemmelavet julemad og -konfekt, overdådige juledekorationer og ikke mindst et hav af juletraditioner.

Det er med andre ord en julemåned, der kan slå selv den stærkeste husmor i gulvet. Og Olivia er i forvejen stærkt overbelastet.

Olivias kalender og krav til sig selv bærer vidnesbyrd om et menneske, der tilsidesætter sig selv på alle planer i livet for at præstere, levere og sørge for andre. Da jeg spørger hende, om hun nogensinde føler sig tilstrækkelig, er svaret ”Nej. Aldrig”.

Insecure over achievers

En administrerende direktør for Mckinzie har engang sagt, at for at blive ansat i Mckinzie skal man være to ting: Man skal være ’smart’; det vil sige intelligent. Og så skal man være drevet af mindreværd. For så får man de bedste performere, bedyrede han: ”Insecure over achievers.”

Og med dette udsagn rammer han hovedet på sømmet. For hvor har jeg set denne dynamik mange gange i min egen praksis.

I mere end 25 år har jeg kigget ind i bevidstheden hos suverænt dygtige og professionelle mennesker, og de gange, jeg har set undtagelsen til denne dynamik, kan tælles på èn hånd.

Stort set alle de klienter, jeg arbejder med, har en ubevidst antagelse om, at de jo nok har en personlig brist. At der er ’noget’ galt med dem. Som psykolog skal man ikke grave sig ret langt ned under overfladen, førend denne antagelse dukker op.

Antagelsen om at have en brist ligger dybt i det menneskelige sind – og jo mere intelligente vi er – jo bedre er vi til at maskere denne nedvurderen af os selv – og endvidere til at kompensere herfor – igennem at performe i den ydre verden.

Om det er igennem at skabe succesfulde investeringer i en kapitalfond eller at ’redde verden’ igennem en NGO, gør ingen forskel: Det er og bliver den samme nærmest tvangsmæssige dynamik, der driver os: Vi skal gøre os fortjent til at være her på Jorden, til at være en del af fællesskabet og til at blive elsket.

Kan du lide dig?

Da jeg spørger Olivia, om hvad hun synes om sig selv, bliver hun paf. Undviger at svare. Og da jeg går på klingen, og spørger hende om hun egentlig kan lide sig selv, svarer hun nej. Det kan hun jo nok ikke. For ingen har lært Olivia, at hun er værdig – bare i kraft af den, hun er.

Fordi hun har været ’smart’, har hun igennem et langt liv været i stand til at jagte anerkendelse og opmærksomhed i den ydre verden.

Men derved har hun samtidig fjernet sig tilsvarende for sin egen naturlige følelse af værdighed. Den værdighed, vi er født med – og som ikke er styret af vores hårdt tilkæmpede resultater eller status. Og jo mere, hun jagtede anerkendelsen, jo større blev tomrummet og sulten indeni.

I performersamfundet lever vi som sultne spøgelser, der forsøger at fylde det indre hulrum med ydre anerkendelse – status, arbejde, præstation – uden nogensinde at nå helt i mål.

For i livets spejlkabinet er det kun os selv, der kan mødes os selv med en ubetingede kærlighed, vi søger uden for os selv i den evige jagt på anerkendelse. En jagt, der er drevet af et eksistentielt savn. En længsel efter at blive mødt, set og elsket.

Vejen hjem

Igennem forløbet arbejdede Olivia intensivt med sit forhold til sig selv og sin antagelse om at ’have en brist’. For hun blev dybt rystet, da det endelig gik op for hende, hvor hårdt hun dømte sig selv. Og skridt for skridt fik vi forvandlet selv-hadet til selv-omsorg og en indsigt i de ufatteligt mange kvaliteter, hun rummer – både som menneske og som leder.

Med tiden begyndte Olivia at forstå det, hun hele livet var flygtet fra: At det sultne væsen indeni aldrig kan mættes udefra, og at jagten på anerkendelse kun gør tomheden større.

Og da hun begyndte at møde sig selv uden dom, mistede sulten sit jerngreb.

Det, der forandrede Olivia, var ikke endnu en succes eller et nyt ansvar. Det var erkendelsen af, at den tomhed, hun havde frygtet hele livet, ikke var en fjende, men et kald. Et kald tilbage til sig selv.

Denne indre afvikling blev vendepunktet. For da kravet om at bevise sit værd endelig opløstes og blev det rene ingenting, opstod et nyt afsæt: Et lederskab båret af formål, fremfor af ego. Og i det rum kunne Olivia træde frem som det, hun hele tiden havde haft potentialet til at være – en sand ledestjerne forankret i sin egen værdighed.