Hver eneste dag bombarderes vi i medierne med krige, konflikter og de værste sider af menneskeheden. For det er iboende vores biologiske natur, at vores blik drages mod trusler. Vi er bevidsthed iklædt biologiske mekanismer, der er kodet til at overleve. Det ligger indkodet i vores reptilhjerne, i det limbiske system, at holde øje med farerne, så vi kan bekæmpe dem eller undgå dem.
Men samtidig er der så meget kærlighed.
Prøv at se en anden vej et øjeblik. Lad dommedagsscenarierne være – bare et par timer. Eller måske et par dage.
Gå så en tur ud på gaden i din by.
Se dig omkring -lige dér på din gade, hvor du bor. Hvad får du øje på?
Dér kommer en gammel, krumrygget dame trissende med sin puddelhund. Hun er dårligt gående og med værkende ryg, men det er der ikke noget at gøre ved, for krøltoppen skal jo luftes. I vind og vejr skal hunden ud – sådan er det at være hundemor. Også når man er 88. Se lige på hende? Den gamle dame elsker sin hund højere end noget andet – den er hendes et og alt.
Og puddelhunden med dens fjollede, skakternede frakke på, som slet ikke er nødvendig i det gode vejr? Den elsker den gamle dame, dens mor, over alt på jorden.
Og hvem kommer nu dér? En yndig, ung kvinde kommer trillende med sit spædbarn barnevognen – hendes baby. Hun er helt fortabt for omverden, mens hun går dér med næsen dybt nede i barnevognen – med ammehjerne og kurrende på babysprog.
Denne unge kvinde, denne nybagte mor? Hun elsker sit barn over alt på jorden. Højere end noget andet. Og det lille barn, der lige som puddelhunden er pakket alt for godt ind, elsker sin mor.
For det er bare sådan, det er.
Så kommer et ungt par slentrende – med armene tæt slynget om hinanden. Se, hvor hun kigger henført op på sin unge prins. Og sikken han holder hende tæt ind til sig – pavestolt af, at det er ham, hun har valgt som sin udkårne. At tænke sig, at hun har valgt ham! Han elsker hende mere, end hun aner.
De er to, som elsker hinanden. For de kan slet ikke lade være.
Og dér sidder et gammelt ægtepar – som to skygger, der er blevet til én – tæt sammen på bænken ved springvandet. De skutter sig lidt mod vinden – som for at beskytte sig mod en verden, der er blevet så larmende, og hvor alting pludselig går for stærkt. De er gamle, de to. Rynkede. Med ansigterne fulde af furer og historier fra et langt levet liv.
Han hører dårligt. Har høreapparat. Hun er dårligt gående og bærer stok. Så dér sidder de, de to kære gamle, og iagttager livet der passerer forbi. Der er ikke mange ord imellem dem. Det er slet ikke nødvendigt. For de har været sammen i et helt liv, og de befinder sig på samme frekvens. På deres egen bølgelængde. Deres kommunikation er konstant og ordløs.
Og når den éne snart passerer tærsklen og forlader dette liv, følger den anden hurtigt efter. For der er så meget kærlighed imellem dem, at de slet ikke kan leve uden hinanden.
Der er så meget kærlighed, lige her! Lige nu, hvor du læser disse ord.
Mærk den. Lad den fylde dig og løfte dig.
At gøre sig fortjent til at blive elsket. At have fejl og brister. At føle sig uværdig til kærligheden? Det er blot skygger i den kollektive bevidstheds urgamle lag. Og når vi løfter os over disse – og skuer ind i vores væsens sande natur, finder vi kærligheden i os selv. Essensen af det vi er.
Dér er vi i vores sande frekvens. Dér ophører konflikterne, afvisningerne og følelsen af at være forkert. I stedet bliver vi i livets spejlsal mødt med den omsorg, anerkendelse og kærlighed, som vi dybest inde altid har længtes efter, fordi vi nu endelig kender os selv.
Der er så meget kærlighed.
Kærlig hilsen,
Majken
