Da Thomas første gang træder ind i min konsultation, bemærker jeg hans sammenbidte energi. Han er 43 år, selvstændig, og på papiret kunne man forestille sig, at han måtte være drevet af den ild, som ofte kendetegner mennesker, der bygger noget op på egen hånd.
Men jeg kan ingen ild mærke. Hans holdning er ludende, blikket undvigende, og han udstråler en mørk og fortættet bitterhed.
Thomas fortæller mig, at han har opsøgt mig fordi, at hans familie har vendt sig fra ham. Der har ikke været et åbent brud. Afstanden er opstået på den langsomme og næsten mere smertefulde måde, hvor man gradvist mærker, at ens plads i familiens indre hierarki har forskubbet sig.
Tidligere, siger han, lyttede familien til ham. De rådførte sig med ham. Han var storebror, og der havde været en naturlig autoritet forbundet med hans position. Nu oplever han i stedet, at de i stigende grad vender sig mod hans svoger. Svogeren, som tidligere havde været selvstændig, arbejder nu indenfor finance og synes derfor i moderens øjne at repræsentere en mere stabil og respektabel livsvej.
Dette er et ømt punkt for Thomas, som oplever sin mor som kritisk og uvillig til at anerkende den virksomhed, han har skabt.
I løbet af vores samtale bliver det tydeligt, at Thomas ikke bare er vred, fordi hans mor mener, at han burde få sig et fast job. Under vreden ligger en dybere skuffelse. Han længes efter at blive set. Efter at hans mor skal forstå ham og anerkende ham og hans livsvalg.
Thomas forventer med andre ord, at hans mor skal være stolt af ham på den måde, hvor et menneske endelig føler sig stadfæstet i sin eksistens af den, hvis kærlighed engang var hele verden.
Du skal være stolt af mig
Og hvor har jeg mødt denne længsel mange gange før. Den viser sig i mange former og ofte hos mennesker, der på ydersiden har opnået langt mere, end de fleste tør drømme om. Hos ledere, der har bygget virksomheder og skabt resultater og alligevel i det inderste ubevidst længes efter anerkendelse.
Der findes næppe noget mere menneskeligt end længslen efter at blive set af sin mor eller far, men samtidig er den ingen drivkraft, der kan fastholde os så dybt i en barnlig position, hvis vi ikke bliver bevidste om den.
Da jeg spørger ind til Thomas families historie, viser det sig, at hans far løbende har været psykisk svingende. Faren er aktuelt indlagt på et psykiatrisk hospital, og det er grunden til, at Thomas har opsøgt mig. Han kan ikke finde ud af, om han skal besøge sin far og dermed opsøge sin mor, som han ikke har talt med i et halvt år. Han vil ikke selv tage det første skridt.
Thomas mener, at det er moren, der bør være den store, den modne, den ansvarlige.
Jeg spørger ham, om jeg må tilbyde en hypotese. Han nikker, stadig med den samme sammenbidte energi. Jeg taler med ham om den tid, hans forældre har levet i, og om hvordan psykisk sygdom før i tiden jo har været omgærdet af tabu, tavshed og skam, ikke mindst i familier, hvor det har været vigtigt at bevare facaden udadtil.
Jeg taler med ham om, hvor utrygt det må have været for hende at leve med en mand, hvis psykiske tilstand var så porøs, og samtidig skulle tage ansvar for børn, familie og virksomhed. Jeg siger ikke dette for at forsvare hende, men for at åbne et andet rum i ham end det, vreden har låst ham fast i.
”Så… Kan du forstå din mor?” spørger jeg Thomas.
Han ser lamslået på mig – som om spørgsmålet kommer fra en helt anden planet. For hele hans indre retssag bygger jo på den modsatte præmis. Det er moren, der skal forstå ham.
Men jeg holder fast: ”Hvad nu hvis det ikke er din mor, der ikke kan forstå dig, men dig, der ikke kan forstå din mor?”
Thomas bliver stille. Som om ordene har finder en sprække i hans forsvar og trænger ind et sted, hvor han ikke havde forventet at blive berørt.
”Hvad nu hvis hendes modstand mod dit valg om at være selvstændig ikke handler om, at hun er stolt af dig, men om at hun selv er bange? Hvad nu hvis hun i virkeligheden bare er bange for, om du kan klare dig? Sådan er mødre jo?”
Kairos
Og her indtræffer kairos-momentet – et jordskred i hans bevidsthed. Thomas fortæller nu, at han tidligere er gået konkurs med en virksomhed, og at han efterfølgende har startet en ny. Set fra hans mors perspektiv er hans selvstændighed ikke et udtryk for mod og skaberkraft. Den er forbundet med risiko, tab og mulig katastrofe. Og med ét blev hendes modstand mindre dæmonisk og mere menneskelig.
Dette øjeblik var afgørende, fordi Thomas for første gang ikke så sin mor som den moderfigur, der skyldte ham forståelse, men som et menneske med sin egen frygt, sin egen historie og sine egne begrænsninger. Og han indså her, at hendes reaktioner handlede om hende, ikke om ham.
Det er ok Mor
Jeg kender denne bevægelse fra mit eget liv. Da jeg i sin tid fortalte min mor, at jeg havde fået min første bog-kontrakt, og at flere forlag uafhængigt af hinanden havde henvendt sig til mig om at skrive en bog, fordi de havde læst mine artikler, var jeg pavestolt.
Men min mor reagerede ikke med begejstring. Tværtimod udbrød hun med høj røst, at det skulle jeg ikke gøre, for det kunne jeg da ikke tjene nogen penge på.
Set fra den del af mig, der kunne have længtes efter moderlig hyldest, kunne hendes reaktion have været sårende. Men jeg har gjort mit indre arbejde, og jeg kender min mor. Jeg ved, at hun altid er bange for forandringer, og for at noget kan gå galt. Hendes reaktion var ikke en devaluering af mig. Den var et indblik i hendes egen frygt. Og fremfor at reagere med vrede, følte jeg omsorg.
Når vi forstår dette, sker der noget monumentalt i vores relationer. Vi holder op med at kræve, at andre mennesker skal give os det, vi ikke evner at give os selv. Vi holder op med at forveksle deres frygt med vores mangel. Og det er først dér, vi for alvor bliver voksne.
Da Thomas går ud ad døren den dag, er han ikke den samme mand, som kom ind. Bitterheden er forsvundet, og noget i ham er blevet blødere og mere smidigt. Der er kommet luft ind i det indre rum, hvor han før sad fanget i anklagen.
Livets spejlsal
Da jeg ser ham igen, fortæller han mig, at han efter vores samtale opsøgte sin familie. Han besøgte sin far på hospitalet, og han mødte sin mor på en anden måde, end han plejede – uden kravet om at blive forstået og med en villighed til selv at forstå.
Dette ændrede energien mellem dem. Det skete ikke sentimentalt som i en amerikansk film, hvor alt forløses i én scene, men reelt nok til, at noget kunne bevæge sig.
Thomas kom hos mig fire gange i alt, og for hver gang ændrede hans energi sig. Han blev mere åben, mere tilgængelig, mere i kontakt med den del af sig selv, som ikke behøvede at kæmpe for at få ret.
Han fortalte undrende, at hans familie også havde ændret adfærd. At moren igen var begyndte at søge hans råd. Som om verden udenfor ham spejlede det skifte, der var sket i ham selv.
Og det er netop sådan det er. Når vi ændrer vores bevidsthed, skifter udsynet. Og ikke bare det – virkeligheden derude skifter tilsvarende. Mennesker ændrer sig. Situationer, der før var fastlåst, opløses helt af sig selv, og løsninger opstår naturligt i forlængelse heraf.
For når vi begriber – og griber – vores ansvar for alt, hvad vi møder i livet, bliver løsningerne på konflikter og fastlåste situationer mere enkle, og kærligheden får bedre og mere frie kår.
Karma-kontoen
Og her kunne historien have sluttet smukt. Med forsoning, indsigt og en mand, der bevægede sig fra offer til skaber. Men livet har sjældent sans for pædagogiske slutninger. For det viste sig siden, at Thomas’ mor på sin egen måde havde haft ret i sin bekymring.
Thomas gik nemlig efterfølgende konkurs igen med sin nye virksomhed, og han betalte aldrig sin faktura for forløbet hos mig.
Thomas skylder på karma-kontoen. Eller måske var det mig, der skyldte, og ham der indløste? Hvem ved.
Uanset har Thomas historie fortsat med at leve i mig – både i mine sessioner og i min undervisning. For hans historie er både din og min, og den viser, at frihed ikke nødvendigvis medfører, at livet belønner os med succes, anerkendelse eller en lykkelig slutning.
Friheden opstår, når vi kan træde ud af barnets krav om at blive set og ind i den voksnes evne til selv at se. At vi kan lægge det gamle og sultne spørgsmål fra os, som så mange af os ubevidst bærer gennem livet: Er du stolt af mig Far? Er jeg god nok nu, Mor?
Når vi ikke længere som sultne spøgelser higer efter den ydre anerkendelse, kan vi stå i os selv og elske frit.


