John henvendte sig fordi, medarbejderne i den virksomhed, han var CEO for, havde skrevet flere anonyme klager over ham. De anklagede ham for at være brutal og ude af stand til at lytte til andre. Samme kritik blev udtrykt i APV’en for virksomheden.

John var rystet. I løbet af det år, hvor jeg arbejdede tæt sammen med John, begyndte vi at trevle de gamle mønstre i hans psykiske strukturer op, som drev ham ud i en ledelsesadfærd, der skubbede folk fra ham og installerede frygt i dem.

En dag – godt inde i forløbet, hvor vi har fået lagt krisen i virksomheden ned, beder jeg John medbringe et par billeder af sig selv fra hans barndom. John medbringer et billede af sig selv som 5-årig. Og et par stykker, hvor han er 10 og 13 år. Sammen studerer vi billederne.

”Hvad ser du her?” spørger jeg ham og peger på billedet af den 13-årige John.

John bliver stille. Jeg fornemmer, at han føler sig ubekvem. ”En stille dreng” siger han. ”En grim og stille dreng” siger han, og får tårer i øjnene. For John er i virkeligheden en sensitiv mand – indenunder det hårde panser. John rummer en stor følsomhed, som han igennem det meste af livet har undertrykt i sit enorme fokus på at styre, kontrollere og levere.

”Grim?” spørger jeg. ”Hvad synes du egentlig om ham dér”. Lad være med at censurere – kan du lide ham?”

”Det er sgu da ham den grimme, rødhårede!” udbryder han. Stemmelejet ændrer sig, han kniber øjnene mistænksomt sammen og energien skifter i ham – bliver vrængende. Anklagende:

”Er det dig, der er den rødhårede abekat!?” vrænger han. ”Ha ha! Du ligner sgu en orangutang! Røde John! Tude-John! Fede-John!”

Vi bliver begge stille. John kigger ned.

”Er det det, du tænker om ham?”, spørger jeg. At han er grim og fed?”

”Ja da” siger han. ”Kikset! Det er, hvad han er!”

”Hvad mere?” spørger jeg. ”Kom med det hele. Hvad synes du virkelig om ham dér?” Jeg peger igen på billedet af den 13-årige.

”Grim! Ligner en idiot. Sgu da ikke underligt, at pigerne hader ham. Klassens grimmeste dreng! Føj han er grim!”

”Ok”, siger jeg, og lægger billedet af den 13-årige væk.

Vi sidder lidt sammen – mærker stemningen imellem os. Stemningen i John. En mørk energi spiralerer omkring ham, og jeg mærker hans bundløse smerte. Som et hulk, der sidder fast – dybt i hans bryst.

”Kan du huske, da du første gang så din lille datter i øjnene?” spørger jeg ham nu. ”Da hun var helt lille – nærmest nyfødt?”

”Det glemmer jeg aldrig”, siger John. Han bliver igen bevæget.

”Fortæl mig om det – hvad er det du aldrig glemmer?”

”Hendes blik! Hendes øjne. Da hun første gang slog øjnene op. Hun var så lille.”

John er rørt og har svært ved at sætte ord på sine følelser. Jeg hjælper ham lidt:

”Hvad er det, der er så specielt, når vi ser et lille barn i øjnene?” insisterer jeg. ”Har du nogensinde lagt mærke til, hvordan man bare ikke kan lade være med at stirre, når der er en baby til stede i et selskab. Det er som om, at alles opmærksomhed magnetisk tiltrækkes af babyer.”

Det kender John godt, siger han. Han er trods alt lige blevet morfar.

”Men hvorfor”? Hvad er det, du ser, i et lille barns udtryk?” spørger jeg.

John tænker sig om. ”Troskyldighed!” udbryder han. ”Det er da barnlig troskyldighed!”

”Ja”, bekræfter jeg. ”Troskyldighed! Og uskyld!?” Det er uskylden selv, der kigger tilbage på dig. Er det ikke rigtigt?”

”Jo! Jo!” siger han. ”Det er sådan det er.”

Jeg lader ham sidde lidt med den indsigt. Uskylden. Troskyldigheden. Noget, der er så universelt iboende et barn. Så oprindeligt. Så utilsløret. John er tydeligt bevæget.

”Kan du egentlig stadig se den uskyld?” spørger jeg. ”Din datter er 32 nu – kan du stadig se uskylden i hende?”

”Ork ja!” svarer John – som var det, det naturligste i verden.

Vi taler lidt om, hvad det er, han ser i sin datter. I begge hans døtre. Uskylden. Renheden. Det elskelige og fine i begge hans voksne døtre. Og i hans 2-årige barnebarn.

Jeg finder nu billedet af den 5-årige dreng frem. Jeg har haft gemt ham lidt af vejen. Men nu sætter jeg trumfen ind: Peger på billedet af Johns 5-årige jeg:

”Hvad med ham dér?” udfordrer jeg ham. ”Kan du se uskylden i ham?”

Der går et sæt igennem John. Det er som om, han aldrig har set dette billede før – til trods for at det har siddet i familiealbummet i 57 år.
Tårerne strømmer John ned ad kinderne. Og for dig, der aldrig har set en voksen og hård mands psykologiske forsvar lægge sig – og den lille fine dreng indeni ham titte frem – så kan jeg fortælle dig, at det er uendeligt… Uendeligt rørende.

John siger stadig ikke noget. Studerer indgående billedet af sit 5-årige jeg.

”Hvad ville du synes om ham dér, hvis han var dit barnebarn?” spørger jeg. ”Ville du kunne lide ham?”

”Ja sgu. Ja!” siger John. ”Ja for pokker. Han er jo en fin lille fyr”.

”Hvad med uskylden – kan du se uskylden i ham? Hvad ser du i hans blik?

”Ja” siger John. ”Ja! Jeg kan godt se det. Nu kan jeg se det!”

Vi er begge bevægede. Længe sidder vi sammen. Ser den 5-årige dreng. Den 5-årige John. Denne søde og fine dreng, der igennem tidens stof kigger på os med fuldstændig usvigelig uskyld og troskyldighed. Med livet liggende foran ham – og mange store og svære oplevelser foran ham, som vil være med til at forme den mand, han bliver. Den topleder, han skal blive til.

”Det er utroligt, ikk’?” spørger jeg. ”Hvordan vi, uden at være klar over det, fordømmer os selv. Nedgør os selv. Ja nogle gange hader os selv. Hele dit liv har du skældt ud på dig selv. Gjort dig forkert. Fordømt dig selv. Hadet dig selv. Ønsket, du var anderledes. Bedre. Pænere. Dygtigere. Stærkere. Listen er endeløs.”

Det kan John godt se. Jeg lader ham sidde lidt i sine egne tanker. I stilheden imellem os, der nu føles fuld og hel – fremfor anklagende og fragmenteret. Et mildt lys står omkring ham, og hans hjerte føles åbent, varmt og levende.

Energien omkring os i salen bliver let og mild – og i Johns øjne ser jeg nu en dyb varme og glæde. Og minsandten også et humoristisk glimt. For John er en både varm, følsom og humoristisk mand – med et herligt, skælmsk glimt i øjet. Sider af ham, som hans medarbejdere aldrig har oplevet.
John smiler og tørrer sig om øjnene.

”Hold da op”, siger han og ryster vantro på hovedet. ”Hold da helt op”.

Jeg nikker. Det er første gang, jeg virkelig kan mærke ham. Den fine sjæl, han er. Den store og varme loyalitet og dedikation til hans mission. Som har drevet ham til at skabe et hav af resultater, men hvor han i sin dedikation endte med at miste sig selv og snublede på vejen. Hvor han faldt og slog sig. For nu at rejse sig og finde sig selv på ny. Eller måske – for første gang i hans liv.

For hvem er han nu? Hvad kommer nu til at drive ham? Nu, hvor han ikke længere kan mærke den gamle, nagende stemme, der har drevet ham til præstere, levere og gøre sig fortjent til?

“Røde-John. Grimme John. Fede-John!”

Ordene fortager sig i lyset, som var de dugdråber, der fordamper i solens varme stråler. En ny dag er i sandhed oprunden. En ny æra. En ny tid.

Og sammen pakker vi sammen – sessionen er forbi. Arbejdet er gjort. Nu er John klar til at lede sine medmennesker. Med sværdet i skeden, åbent bryst og hjertet først. Som den trofaste kriger, han er.

Fundamentet i Johns bevidsthed skiftede afgørende i denne session; Hans selvbillede blev mere kærligt. En varm nænsomhed og medfølelse afløste et helt livs indre selv-fordømmelse og iskoldt selvhad.

Og dermed åbnede potentialet sig for, at John kan blive en virkelig stor ledestjerne. En topleder, der ikke bare bliver kendt for sine fremragende økonomiske resultater – koste hvad de vil – men som også bliver en inspiration for de mange, der følger i hans fodspor.

– Artiklen er et uddrag fra Majken Matzau’s kommende bog om toplederens psykologi