I dag har jeg sammen med Umahro Cadogan en kronik i Berlingske, hvor vi sætter fokus på konsekvenserne af den udbredte antagelse, at motion er kuren mod stress.
Du kan læse kronikken her: Motion til stresssygemeldte er katastrofalt
Budskabet er, at enhver form for hård motion eller træning skaber mere stress, når man først er sygemeldt med stress. Motion er fremragende som forebyggelse – også i stressens milde stadier – men når man først er gået ned med stress, er blid bevægelse, hvile og ro kuren mod stress. Hård motion er den rene gift for det stressoverbelastede nervesystem. For motion stresser kroppen rent fysiologisk.
Når man løber, spinner, styrketræner eller laver anden hård motion, producerer kroppen et ekstremt højt niveau af stresshormoner, for at kroppen kan komme op i tempo. Det kræver adrenalin og cortisol (stresshormonerne) og aktivering af det sympatiske nervesystem for at blodtrykket og pulsen stiger, for at forbrændingen øges, samt for at hjernen fokuseres på at få den motionerende til at fortsætte. Allerede efter få minutters hård træning, er produktionen af adrenalin steget markant og efter 30 minutter, er produktionen af cortisol også steget markant.
Men det er netop disse selvsamme mekanismer, der er overbelastede, når man er syg af stress. Stress er en tilstand, der udvikles over tid, hvor der overproduceres stresshormoner i nervesystemet. Herved udvikler personen tolerans og fartblindhed i nervesystemet og kan som følge heraf hverken regulere sin adfærd eller sin fysiologi.
Hjernen kan også ændre sig rent fysisk på grund af denne overbelastning. Herefter brænder stresshormon-systemet sammen, hvorved produktionen af stresshormoner falder drastisk, samtidig med at man er blevet ekstremt følsom overfor stressorer. Konsekvensen heraf er kronisk stress.
Når man er kollapset med stress og sygemeldt, er den stressramte ikke i stand til at mærke sin krops normaltilstand eller grænser, ligesom kroppen ikke i stand til at restituere effektivt i forbindelse med motion. Normale dagligdags gøremål og aktiviteter føles overvældende og udmattende. Der er absolut ingen kapacitet eller ressourcer til at komme sig efter hård træning, der jo netop langt overstiger kroppens grænser i denne situation.
Effekten / konsekvensen af motion opstår netop i restitutionsfasen bagefter træningen, hvor kroppen både opbygger det man har “slidt ned” samt gør sig stærkere endnu til næste gang; og det samme sker i nervesystemet. Hård motion under en stresssygemelding svarer til svær overtræning, hvilket gør enorm skade på den stresssygemeldte, og skaderne er mange.
Hård motion under stresssygemelding giver forringet søvn, forhøjet blodtryk, dårlig koncentration, mindsket produktion af testosteron og østrogen, forringet fertilitet, øget puls, ukontrolleret sult, svagere knogler og endda yderligere stress.
Vi har i vores respektive virker begge mødt utallige klienter og kursister med stress, der enten har forsøgt eller ligefrem er blevet tvunget til at dyrke 10 timers hård motion om ugen. Men fremfor at få det bedre af motionen, får de stressramte det bare endnu værre. En klient besvimede fx på løbebåndet, og kom først til sig selv ti minutter senere.
Dette er desværre mere reglen end undtagelsen, hvilket er konsekvensen af en helt forkert rådgivning. Det er således ikke bare forkert men direkte katastrofalt, at anbefale hård motion som behandling af stresssygemeldte mennesker.
Gid at sagsbehandlere, beslutningstagere, læger, psykologer og andet godtfolk nu må se, at ‘det’ som virker forebyggende ikke er det samme, som ‘det’ som er kuren, når det først er gået galt. Og gid at især de mange stressramte danskere, som hver dag får at vide, “at de bare skal ud og have mere adrenalin i kroppen” nu får ro til at nervesystemet nænsomt og vedholdende kan hele op.
