“Du skal bare have noget mere adrenalin i kroppen”

 

Kære Majken!

Jeg er ramt af stress og sygemeldt på 7. uge. Jeg går til psykolog og læge hver 14. dag og har god gavn af psykologens vejledning og arbejdsredskaber. Jeg har været til samtale på Jobcenteret som syntes jeg skulle arbejde 10 timer om ugen, men dette er en umulighed for mig fordi min hjerne ‘slår’ fra efter 1-2 timers samvær med andre mennesker. Derpå blev jeg pålagt at starte i fittnes 10 timer ugentligt i 10 uger. For noget skulle jeg gøre for at arbejdet kunne modtage refusion af min løn. ” Du skal bare ud og have mereadrenalin i kroppen”, sagde rådgiveren.
Min psykolog tager sig til hovedet og siger at det er det sidste jeg har brug for lige nu; faste aftaler og voldsom fysisk aktivitet.
Mit spørgsmål til dig er: er du af samme overbevisning? Er det skadeligt for min restitution at træne 10 timer ugentligt i et fittnes center? Det skal tilføjes at jeg går 10.000 skridt dagligt med min hund og er i fuldt vigør med alle mulige huslige sysler, så jeg mangler ikke gøremål.
Da min leder hører dette siger han, hvis du kan træne 10 timer om ugen vil jeg hellere have dig tilbage på jobbet!!

Så er det filmen knækker i mig og jeg har brug for flere eksperters mening. Det er et hårdt pres at forholde sig til, nu jeg lige havde affundet mig med, at tiden og mine afslapningsteknikker ville læge mine sår stille og roligt igen.”

Således skrev en stresssygemeldt leder, Anne Mette Oxe, til mig i foråret, og det seneste år har jeg modtaget et hav af tilsvarende henvendelser fra virksomheder såvel som fra stress-sygmeldte mennesker, der har været desperate i tvivl om, hvad de dog skulle gøre for at blive raske. Folketingets aktiveringsplan for sygemeldte er nemlig grundlagt ud fra en antagelse om, hvad der hjælper sygemeldte med fysiske sygdomme tilbage i jobbet, og her virker aktivering under langtids sygemelding fint.

 

Men stress skyldes mental overbelastning, ikke fysisk belastning– og kuren mod stress er mental RO. Det værste man kan gøre, er at stille krav til et stresssygmeldt menneske, og derfor virker kravet om 10 timers aktivering af stresssygemeldte , hvor de sygemeldte skal arbejde med mål, arbejde i virksomheden eller gå på kurser, som saltsyre i et åbent sår.

I den forbindelse udtalte jeg mig derfor i en række artikler i Dagbladet Børsen, skrevet af journalist Gro Thielst, som gjorde et godt stykke benarbejde med både at tale med jobcentre, virksomheder samt stresssygemeldte… og ikke mindst folketingets beskæftigelsesformand, Helle Sjelle, som derfor lovede, at en lovændring for stresssygemeldte var på vej.

I sidste uge kontaktede en Emil Rotbøll fra Information mig efterfølgende, og stillede mig det centrale spørgsmål, der fremadrettet skal stilles, nemlig: ” Hvad er det rigtige at gøre, for at hjælpe stresssygemeldte tilbage til arbejdet”

Og svaret er naturligvis, at stresssygmeldte bestemt skal tilbydes behandling og rådgivning, idet en stresssygemelding uden professionel rådgivning ofte kun har ringe effekt. Det er netop denne behandlingsproces, jeg har beskrevet i min bog, og ikke mindst uddanner behandlere i på Stresscoachinguddannelsen.

Men behandlingen og rådgivningen skal afspejle den individuelle persons grad af stress, og skal tilbydes som et støttetilbud med venlighed og nænsomhed, ikke med krav, kontrol og trusler om økonomiske konsekvenser. Og tilbuddet skal reduceres til 1,5 timer om ugen fra de nuværende 10, og kun langsomt øges.

Kan det nuværende enøjede krav om aktivering udvikles til en stærkt, professionelt behandlingsprogram, der rent faktisk skaber helbredelse?

Svaret er JA. Men det kræver viden og handlekraft hos politikerne – samt målrettet uddannelse i diagnosticering, stressbehandling og rådgivning i jobcentrene. Der er mange gode kræfter, der arbejder for denne sag derude – og nogle jobcentre har fundet gode løsninger på at vinkle aktiveringen til at lave stressreducerende øvelser.

Men… der skal meget mere til.

Med ønsket om en smuk vinterdag derude til jer alle,

Kærlig hilsen Majken

 

Majken Matzau
Cand.psych.aut & Civiløkonom

Matzau Erhvervpsykologer
Nørrebrogade 26, 4.t.v.
2200 København N.
Tlf: +45 70230977
Email: info@matzau.dk
www.matzau.dk

Del denne side:
Share '“Du skal bare have noget mere adrenalin i kroppen”' on Facebook Share '“Du skal bare have noget mere adrenalin i kroppen”' on Google+ Share '“Du skal bare have noget mere adrenalin i kroppen”' on LinkedIn Share '“Du skal bare have noget mere adrenalin i kroppen”' on Twitter Share '“Du skal bare have noget mere adrenalin i kroppen”' on Print Friendly