I begyndelsen af 2024 bliver jeg kontaktet af en 47-årig kvindelig virksomhedsindehaver. Hun henvendte sig for at arbejde med personlig udvikling i sin rolle som indehaver og som leder af sin virksomhed. Udover at drive virksomhed, er hun også en anerkendt kunstner og sangerinde. Nedenstående case er gengivet med hendes tilladelse. 

En dag åbner hun vores session med en drøm, hun havde haft om natten, som stadig sad i hende. Det er en skræmmende drøm, og hun har drømt denne drøm igennem hele sit liv, fortæller hun. Så længe hun kan huske.

Drømmen starter med, at hun befinder sig dybt inde i en mørk skov. Hun bliver jagtet af en frygtindgydende varulv, og hun er rædselsslagen. Hun løber og løber – dybere og dybere ind i skoven, som bliver tættere og mørkere, jo længere hun løber.

Pludselig ser hun foran sig en kvinde liggende livløs på skovbunden. ”Det er min mor, der ligger dér – lige foran mig.” fortæller hun. ”Mor, mor” råber hun, mens hun panikslagent rusker i den livløse krop. ”Mor – vågn op!”

Men lige meget nytter det. Hendes mor responderer ikke på hendes fortvivlede forsøg på kontakt. I samme øjeblik angriber varulven… og Donna vågner med et sæt.

Ubehaget sidder dybt i hende, og hun har svært ved at ryste drømmen af sig, hver gang hun har haft den.

Skyggen: Det fraspaltede aspekt af os selv

Jeg forklarer hende, at alle elementer af vores drømme er aspekter af os selv. Og ofte er det aspekter, som vi har fortrængt eller spaltet bort fra vores bevidste jeg.

Jeg fortæller hende, at ulven på denne måde repræsenterer en vigtig del af hendes skygge. En del af hende selv, hun har fortrængt eller spaltet bort. ”Hvad er det, du er så bange for, skal indhente dig?” spørger jeg hende.

Donna ved det ikke rigtig. Jeg bemærker, at hun umærkeligt vrider sig lidt rundt i stolen – så hendes torso nu vender mod døren – som jo er flugtvejen fra den ubehagelige situation, hun lige nu befinder sig i.

Jeg har på fornemmelsen af, at ulven handler om skam. Jeg deler min fornemmelse med Donna, og siger til hende, at hun må bære på en gammel skam, som hun ikke vil være ved. ”Hvad er din skam?”, spørger jeg hende?

Donna fortæller så, at hun er blevet seksuelt misbrugt af sin far. Èn gang, da hun var barn. ”Det, er min skam” fortæller hun.

Hun føler samtidig skyld over, at hun ikke sagde fra overfor faren i situationen.

På sporet af den tabte uskyld

”Hvor gammel var du, da det skete?”, spørger jeg. ”7 år. Jeg var 7 år, da det skete.” siger Donna med tårer i øjnene.

Kun 7 år.

Det skal her indskydes, at Donna er vokset op i Jehovas Vidner, hvor skyld og skam er en tungtvejende del af kulturen. Især når det gælder seksuelle handlinger. Så at blive udsat for et seksuelt overgreb af sin far er skam i 10. potens.

Jeg beder hende lukke øjnene og se en 7-årig pige for sig. Donna har ikke selv børn – normalt beder jeg mine klienter visualisere deres eget barn, da den ubetingede kærlighed en forælder som regel har overfor sit eget barn, er den selvsamme ubetingede kærlighed, jeg gerne vil aktivere overfor klientens eget selv.

Donna ser en pige for sig på 7 år… jeg beder hende visualisere hende i detaljer. Og jeg beder hende om at se pigen ind i øjnene og spørger, hvad hun ser?

”Jeg ser sorg”, siger hun. ”Ensomhed. Men også troskyldighed”. Jeg spørger hende, om hun kan se barnets uskyld i pigens øjne? Det kan hun godt.

Jeg spørger hende, om hun virkelig mener, at det er en 7-årig piges ansvar – at sige fra og stoppe et seksuelt overgreb fra en voksen mand? Det kan hun godt se, at det ikke er. At det aldrig ville kunne være.

Vi taler lidt om det ansvar og den skyld, hun har pålagt sig selv igennem hele hendes liv – siden overgrebet, hvor hun bare var 7 år gammel. Den tabte uskyld.

Den voksne del af hende får pludselig øje på, det enorme ansvar, hendes far har pålagt hende som lille pige. Hvilken umulig opgave, hun som kun 7 år gammel ubevidst har påtaget sig. Ansvaret for hendes fars skamfulde overgreb! Hun adlød jo bare sin fars bud – sådan som hun var opdraget til. Strengt opdraget til ovenikøbet.

Tårerne strømmer hende nu ned ad kinderne og langsomt begynder denne gammel knude af skyld og skam at løsnes i Donnas bevidsthed.

Tilgivelsens nødvendighed

Jeg beder nu Donna om at se på ulven. ”Hvad tror du ulven, har brug for? Hvad har skammen brug for?”, spørger jeg hende.

Hun kigger på mig. “Tilgivelse!” deklarer hun højt! “Ulven har brug for tilgivelse.”

Ikke så meget tilgivelse af faren – det er en anden snak. Men… tilgivelse af hende selv. Selvom der på et højere plan ikke er noget at tilgive, er der alligevel en tilgivelse, der er nødvendig – i og med, hun har bebrejdet sig selv et helt liv, at hun ikke sagde fra overfor farens overgreb.

I samme øjeblik, vi nævner ordet tilgivelse, får Donna igen tårer i øjnene. For hun ser pludselig, at ulven ikke længere er farlig, fortæller hun mig. Ulven er i hendes drømmevision skrumpet og er blevet lille bitte, og nu kigger den op på hende med store tårer i øjnene – fremfor at tårne sig faretruende ind over hende.

Donna mærker her en stærk samhørighed i hjertet samt medfølelse med den stakkels ulv, som er blevet bebrejdet og pålagt skyld i hele sit liv – uden at have hverken ansvar, skyld eller en jordisk chance for at sige fra.

Vi sidder lidt sammen i dette rum af medfølelse og samhørighed. Lader stilheden arbejde igennem den sprække i tidens stof, som her står åben, så vi kan åbne og forløse denne gamle karmiske knude og lade livsenergien flyde igen i Donnas hjerte – lige dér hvor hun altid har holdt vejret – uden helt at være klar over det.

Jeg beder hende se på sin mor, der ligger livløs på jorden foran hende. Forklarer hende, at også moderen repræsenterer en del af hende selv. Et skyggeaspekt. Måske repræsenterer den livløse moder på jorden, Donnas følelse af magtesløshed under overgrebet?

Dette bevæger hende dybt. For Donna har hele sit liv bebrejdet hendes mor for hendes magtesløshed overfor faren – i og med, at hun ikke beskyttede hende og hendes søster mod farens overgreb. Donnas søster har også været udsat for overgreb begået af faren, fortæller hun.

”Hvad har magtesløsheden brug for?” spørger jeg hende. ”Det – som er uden liv og kraft?”

Vi bliver enige om, at magtesløsheden har brug for frigivelse. En given fri for ansvaret. Med tårerne trillende ned ad kinderne, beslutter Donna sig for at give både sig selv og moren fri for ansvaret for hendes fars udåd. Jeg beder hende sige det højt:

”Jeg sætter mig selv fri for ansvar for min fars overgreb”, siger hun højt – med lukkede øjne. ”Og jeg sætter min mor fri for skyld.”

Idet Donna udtaler disse ord, spreder deres frigivende og forløsende effekt sig, som ringe i vandet, i hendes bevidstheds mange lag. Et dybt suk går igennem hende – et suk, der vibrerer igennem tid og rum. Der er er noget, der endegyldigt slipper i både hendes bevidsthed – og også i hendes fysiske krop.

Og der blev liv

Donna beskriver nu helt uopfordret, hvordan skoven pludselig får farver; vibrerende rustrøde, gyldne og smaragdgrønne nuancer.

Skoven fyldes for hendes indre blik med det smukkeste gyldne lys, der filtrerer ned fra himmelen igennem træernes dybgrønne løv og oplyser hele skoven i et næsten overjordisk lys. Alt er pludselig i farver – vibrerende af liv, kraft og intelligens.

Og imens lyset og livet tager til, smelter Donna i sin bevidsthed sammen med både ulven og moren, som nu integreres i hendes hjerte og finder hjem, hvor de hører hjemme.

De fraspaltede skyggeaspekter af skam og magtesløshed er ikke længere forvist fra hendes selvbillede, men er derimod blevet forløst, frigivet og budt velkommen hjem, hvor de nu tjener hende med den rigdom, som al erfaring er, når vi løfter de gamle skygger af skyld og skam op i lyset for at ære den menneskelige livsoplevelse – og den iboende uskyld, der altid er gaven i en sådan proces.

Epilog

Det er nu et halvt år siden den beskrevne session fandt sted. Og da jeg for nyligt så Donna igen, fortalte hun, at hun ikke har haft drømmen siden. Overhovedet. Den findes simpelthen ikke i hende mere.

Bevidstheden er og bliver mageløs, og det er netop disse bevidsthedsmæssige kvantespring, jeg underviser i på Mastermodul 1: Stressterapeut: At vi kan rejse tilbage i bevidsthedens tidslommer og her forløse kardinale episoder med den indsigt og højere bevidsthed, vi i dag har i vores liv – mange år efter de selvsamme begivenheder har fundet sted.

For trækker man en tråd ud af grundmønsteret i livets tæppe, ændrer hele bevidstheden sig fremfor blot overfladen, som der kun kradses i, hvis ikke hele bevidstheden adresseres i et udviklingsforløb. Og alle livets relationer og forhold skifter karakter ud fra dette nye udkigspunkt i bevidstheden.

Og det er således man virkelig kan skabe forvandling i sine klienters (og eget liv) som en alkymist og magiker ud i bevidsthedens forunderlige natur.

Hvis du har lyst til at deltage på Mastermodul 1: Stressterapeut – så skriv til os på info@matzau.dk Så skriver vi til dig, når vi opretter modulet igen.