Denne artikel er skrevet af Majken Matzau, og blev publiceret i Psykologi nr. 3 2012 under navnet “Den eneste, der kan forlade dig, er dig selv”
“Da Psykologi ringede rundt til en række kendte danskere for at høre deres historie om at føle sig ”kasseret”, var der ingen, der ville stille op. Det var for personligt. Dette siger meget om vores sårbarhed overfor ikke at være stærke, succesfulde, inde i varmen og overskudsagtige.
Personlig udvikling er ikke den ultimative løsning på smerten ved at føle sig kasseret. Personlig udvikling hviler netop på præmissen, at ’du er ikke helt rigtig og derfor skal du udvikles’ og vil alt andet lige blot bekræfte denne triste overbevisning. Løsningen er i højere grad personlig afvikling; dvs. afvikling af idéen om, at du skal være på en bestemt måde for at gøre dig fortjent til kærligheden.
Løsningen er således at komme hjem til os selv. Til vores væren i os selv. Til vores guddommelige, perfekte kerneselv. Vi har nemlig i den grad mistet kontakten til vores spirituelle kerne i jagten på at blive bedre og mere værdige mennesker. Set fra et spirituelt og eksistentielt perspektiv er vi dog allerede værdige. Du og jeg er en lille bitte del af den universelle helhed. Helheden, altet, flyder igennem hver eneste celle i vore væsen og hver eneste lag af vores bevidsthed. Vi er lavet af helhed. Og hvordan kan helheden være andet end perfekt? Nej, vel?
Idet øjeblik vi kommer hjem og lander i vores kerne, ophører historierne om at være forkerte eller uelskede. Da bliver vi hele, og kan hvile i den forbundethed med altet, som altid strømmer igennem os med ubegrænset kærlighed. En kærlighed som rummer alt, tilgiver alt og overstråler alt. En kærlighedens stemme, som hvisker til dig: ”du kan udvikle dig alt, hvad du lyster, men du er allerede perfekt. Du er hel og fuldendt, som du er.”
Og netop her går det op for os, at den eneste, der nogensinde kan forlade os… er os selv.”