For mere end 20 år siden underviste jeg i et par på et lederudviklingsforløb for C-level ledere med fokus på Det personlige lederskab. 4 forskellige virksomheder havde sendt deres ledere på uddannelsen – herunder BEC, hvis daværende Adm. Direktør, Leo Svendsen, også havde været en drivende kraft i oprettelsen og udviklingen af uddannelsen.

Da dagen oprandt, hvor uddannelsen skulle skydes i gang, sad 24 ledere samlet om konferencebordet, og som en del af det klassiske åbningsritual skulle Leo Svendsen tale til lederne om baggrunden for og formålet med uddannelsen.

Jeg husker stadig, hvordan jeg satte mig til rette bag i lokalet og per automatik indstillede mig på den sædvanlige halvkedelige topleder-tale, som typisk indeholder en møjsommelig gennemgang af strategi, mål og forventninger.

Så stor var min overraskelse, da Leo et par minutter inde i sin tale, ved en pludselig indskydelse, krøllede sit talepapir sammen og smed det i skraldespanden. Derefter trådte han tæt hen foran lederne, kiggede dem en i øjnene – én for en. Og her fortalte han – med den lille rystelse i hans stemme, som gjorde, at man virkelig kunne mærke, at han talte fra et dybere og mere autentisk sted i ham selv – at han selv var en leder på rejse. Han fortalte, hvordan han for et par år tidligere havde opnået alt, hvad han ville. Han var en anerkendt topleder, han havde en smuk kone. Dejlige børn. En stor, dyr bil. En patriciervilla. Kort sagt alt, hvad han på papiret kunne drømme om.

Alligevel følte han sig ikke hel. Han fyldte sig ikke fyldt op. Der manglede noget. Han var ikke glad på den måde, han havde forestillet sig – dengang han drømte om alle de ting, han ville opnå. Men hvad var det, han manglede? ”Jeg så mig selv i spejlet, og jeg brød mig ikke om det, jeg så”, sagde han.

Dette blev startskuddet på hans personlige rejse. Han startede i et executive coachingforløb, hvor han arbejdede intensivt og terapeutisk med sig selv, han meldte sig til lederuddannelser med fokus på personligt lederskab fremfor strategisk ledelse, og han læste bøger og tog på rejser med det formål at komme i en dybere og mere autentisk kontakt med sig selv. Og det var hans egen personlige indre rejse, der havde ansporet ham til at udvikle og oprette den lederuddannelse i personligt lederskab, som lederne på uddannelsen nu skulle deltage i.

Jeg fik gåsehud, da Leo talte. Jeg kunne mærke ham i mit hjerte, og jeg fik tårer i øjnene. Og ikke bare jeg – men hele rummet og alle tilstedeværende ledere – kunne mærke, hvor dybfølt og autentisk hans fortælling om hans liv og indre rejse var.

Der var fuldstændigt stille i lokalet, da han stoppede med at tale. Man kunne have hørt en knappenål falde til jorden. Det var slet ikke det, lederne havde forventet at høre.

Leo fik et bragende bifald, og da vi derefter gik i gang med den obligatoriske præsentationsrunde, skete der det forunderlige, at den første leder, der præsenterede sig selv, fortalte sin personlige historie. Om hvad han kæmpede med som leder, som mand og som menneske. Modigt, åbent og autentisk. Og dette gentog sig med alle 24 ledere.

Der var ikke én af lederne, som præsenterede sig, som de normalt ville gøre det – med en kedelig opremsning af deres CV. Vi kunne ikke have fået et bedre startskud på et uddannelsesforløb med fokus på den psykologiske og personlige dimension af lederrollen.

Magtens forstørrelsesglas

Havde Leo Svendsen indledt med en traditionel topledertale, var der ikke en eneste af de tilstedeværende ledere, der selv havde åbnet op. Tværtimod havde de siddet med armene over kors – forskanset bag konferencebordene – i deres obligatoriske corporate ternede skjorter, og havde på forudsigelig vis præsenteret sig selv med en kedelig gennemgang af deres CV’er.

Historien om Leos åbningstale er et eksempel det, som Adam Galinsky, Professor i psykologi på Columbia University, benævner lederforstærker-effekten. Denne effekt beskriver hvordan, lederes kommunikation og handlinger opleves mange gange forstærket af medarbejderne. Ofte uden lederens egen bevidsthed herom. Jo højere ledelsesposition – jo større bliver effekten.

Fordi Leo var toplederen, oplevede vi igennem magtens forstørrelsesglas hans historie endnu stærkere, end vi normalt ville have gjort. Og fordi han talte fra hjertet, ramte han os tilhørere i hjertet, så vi mærkede vi ham tifold. Det samme gælder, når en topleder udøver kritik og formaninger – det opleves mange gange forstærket af virksomhedens medarbejdere.

Leo inspirerede og smittede deltagerne med sit ærlige nærvær og sin autentiske energi, og som topleder satte han med sin taktstok rytmen for, hvordan hans ledere, nu selv åbnede op og trådte frem og præsenterede sig selv.

For det er det topledelse kan, når det er bedst. Lederskab, der inspirerer, er nøglen til at skabe ikke bare følgeskab, som jo ellers er en af de vigtigste discipliner indenfor moderne ledelse. Det er nøglen til at få medarbejderne til at vokse – til at føle sig set, værdsat og forstået. Og dermed også til at tiltrække, udvikle og fastholde de eftertragtede vidensarbejdere og specialister.

– Æret være Leos minde – for Leo er ikke iblandt os levende længere.