I November måned, 2 dage før min 23 års fødselsdag, vågnede jeg en morgen – eller rettere – havde jeg ligget søvnløs længe nok og stirret op i loftet uden at kunne finde ro, så jeg stod op, gik to skridt og væltede sammen på gulvet.Jeg følte mig lidt svimmel og tænkte, at jeg nok trængte til en tår vand, eller at jeg havde rejst mig for hurtigt. Så jeg tager to skridt mere – og vælter sammen på gulvet.

Da jeg får kravlet ud på toilettet, må jeg holde fast i toiletrulleholderen for ikke at vælte på gulvet igen. Og her bliver jeg utryg, men fejer det alligevel af med, at jeg nok har fået en virus på balancenerven.Ret upassende tidspunkt 2 timer inden man holder housewarming og fødselsdag for 10 venner, der er kørt fra Roskilde til Odense, syntes jeg.

Jeg ringer til lægevagten, der beder mig komme med det samme. “Du har nok en blodprop,” er ordene.

Jeg styrter derned, og bliver tjekket grundigt af en læge, der til sidst spørger mig: “Har du sådan lidt travlt for tiden?”

Jeg føler mig utrolig fattet, da jeg svarer: “Ja, jeg har en del at se til,” så det kommer bag på mig, da jeg registrerer mig selv hulke meget voldsomt. Der faldt femøren.… Ikke helt.

Mine gæster ankommer, og jeg styrter rundt for at få menuen klar. Der er ikke nogen der skal hjælpe mig, selvom jeg har besluttet mig for at diske op med den meget overskuelige: “Tapas fra hele verden”-buffet.Tanker som: “De synes jo jeg er åndssvag, hvis jeg ikke er on top of things, de kender mig jo som overskudsmennesket!”kører rundt i mit hoved, til trods for at det er mine nære venner, og de på skift kommer ud og siger: “Annika, sæt dig nu ned, så putter jeg frosting på de cupcakes,” og “Det er jo ikke for sjov, at lægevagten beder dig om at slappe af.”

Men jeg mente bestemt, at det måtte være en joke. Jeg har jo hidtil kunne jonglere med obligatoriske opgaver på universitetet, samtidig med eksamener, sociale arrangementer (med mig som værtinde) – og nå ja, så kunne jeg da også lige klare en flytning samtidig. Så hvorfor skulle det være forandret nu?

Da vi sætter os for at spise, sitrer hele min krop, og svimmelheden har ikke fortaget sig. Jeg er også træt, kan jeg mærke, men alligevel på dupperne. Som om jeg engang imellem bliver bragt til live af en defibrillator, når jeg glider væk. “Klart,” tænker jeg: “Jeg har jo glædet mig så meget til i dag, at jeg ikke har sovet en hel uge.”

Min mave reagerer pludselig underligt på maden, og jeg når at tænke, om der er noget galt med den. Men så slår det mig: De edamame-bønner jeg sidder og prikker til, er det første jeg har indtaget i 72 timer. 72 timer, hvor jeg har glemt at spise. Simpelthen glemt det.

Hele min verden bryder sammen, og det korte af det lange er, at jeg faktisk herefter ikke erindrer noget.
– Ikke på grund af alkohol fra en vellykket 23-års fest. Og ikke bare den aften, eller den weekend.

Jeg kan ikke huske November måned. Den er der bare ikke.

Spørg mig hvad min søster forærede mig da jeg blev 10 år, og jeg kan svare på det. Men jeg ved ikke hvad jeg fik af hende for 3 måneder siden. Jeg ved ikke engang, om hun var der.

Dette går op for mig i starten af December, hvor jeg igen ringer til lægen. Jeg var vågnet med højt humør og en følelse af overskud, men da jeg sidder med morgenmaden, drypper der pludselig salte tårer ned i min müsli, og da jeg var alene hjemme, måtte de jo komme fra mig, tænkte jeg.

Min læge giver mig en tid, og da jeg en uge senere sidder hos hende, smiler hun til mig.

Da jeg grædende siger: “Jeg føler mig så svag! Alle på mit studie kan jo klare presset, hvorfor kan jeg ikke?” Så smiler hun.

Da jeg opgivende siger: “Jeg glemte at spise. Jeg glemmer ALDRIG at spise.” Så smiler hun til mig.

Da jeg arrigt siger: “Hvor er det bare en falliterklæring, at jeg så ung skal bukke under. Jeg burde skamme mig, jeg er jo et priviligeret menneske.” Så smiler hun til mig.

Da jeg udmattet siger: “Jeg sover ikke, men når jeg gør kan jeg ikke vågne igen. Når jeg ER vågen, så græder jeg.” Så smiler hun til mig.

Og da jeg går i forsvarsposition og udbryder: “Jeg er endda igang med at detoxe og træne, for måske er det dét, der skal til.” Så smiler hun til mig.

You get the picture.

Til sidst skriver hun en recept, og jeg tænker: “Hvis det er lykkepiller, så udvandrer jeg.”
På sedlen står der: “Stressfri på 12 uger eller mer'”

Så jeg tører øjnene, og går de 200 meter der er fra lægen ned til Arnold Busck, og her spenderer jeg de bedste 199.95, jeg nogensinde kommer til.

Alene forsiden: “Til alle de enestående kvinder, der går rundt og tror, at det er deres egen skyld, at de har fået stress,” får mig til at tænke: “Jamen… Er det da ikke dét??”

Den bog har bragt mig SÅ mange åbenbaringer, aha-oplevelser og så meget selvindsigt, at jeg føler jeg er genfødt. Intet mindre. Nu hvor efterdønningerne er ved at løje af, føler jeg en enorm kærlighed til alle og en enorm lyst til livet – og ikke mindst mit studie, som jeg i en tid havde glemt var mit drømmestudie.

Jeg har altid ment, at sætter man pris på noget – så skal man gå til kilden og sige tak. Derfor får i hele denne roman.

For jeg vil gerne sige tak. Hvor er det bare befriende og fantastisk, at der findes sådan en bog, og hvor kan den dog ikke anbefales nok.

I siger det, der skal siges, ikke mere, ikke mindre. Alene dét er jo med til at give ro.

Så tak.

– af Annika Raunstrup

Gå til webshoppen for at downloade første kapitel eller købe bogen