For to år siden blev jeg kontaktet af en journalist, Christina Bølling i forbindelse med nogle artikler, hun skrev om stress. Christina havde iøvrigt selv været nede med stress for en del år siden, da hun jonglerede både familie, marathonløb og ledende redaktørstillinger.
Og da hun interviewede mig til artiklerne, blev hun så optændt at mine budskaber, at hun spurgte om, jeg ville skrive en bog sammen med hende; en bog til kvinder indeholdende den viden og de redskaber, hun ville ønske, hun selv havde haft, da hun selv var stressramt. Jeg havde selv længe tænkt tanken… nu må jeg se at få skrevet den håndbog til de mange kvinder med stress.
En lettilgengængelig håndbog, der afliver alle myterne og skærer ind til benet. Som skridt for skridt giver de anvisninger om what to do – og what not to do – for at komme stressen til livs.
Og dette blev begyndelsen på et langt og frugtbart samarbejde og et vidunderligt venskab. På tirsdag d. 24. april udkommer bogen så; Stressfri på tolv uger eller mer’, og vi glæder os til, at den kommer ud og gør gavn.
Som titlen antyder, er bogen et opgør med den quick fix kultur som de senere år i tiltagende grad har gennemsyret og udtæret værdier som fordybelse, integritet og visdom. Dette gælder også indenfor stressbranchen.
Køb bogen her
Stressfri op tolv uger eller mer’ lægger som titlen angiver op til, at stress er en tilstand, som det tager tid at behandle. Og når vi træder på speederen i forsøget på at komme stressen hurtigere til livs? Ja… så går det kun langsommere.
Bogens vigtigste formål er derfor at afdramatisere stress og aflive de mange forkerte myter om stress, som kun gør ondt værre. Herunder især myten om, at det er perfektionistiske kvinder, der får stress. Myten om perfektionisme er den mest skadelige af alle myter – og en af årsagerne til, at vi ikke får vendt stressbølgen på et kollektivt plan her i landet. Når årsagen til stress ikke er perfektionisme – er løsningen heller ikke personlig udvikling.
I bogen giver vi derfor håndfaste råd til, hvordan man kommer igennem en stressbelastning. For det er netop det, man har brug for som stressramt: Hvordan opdager man det? Hvad skal man sige til sin chef? Hvad siger man til kollegerne? Sin partner? Børnene? Skal man dyrke motion eller sygemeldes? Hvordan skaber man en ramme, som er nærende fremfor tærende, hjemme såvel som på jobbet?
Med andre ord.. Hvad skal man gøre for at skabe den ro, der er nødvendig for at blive stressfri på tolv uger – og resten af sit liv! Bogen kan læses af alle – mænd som kvinder. Men vi har henvendt bogen primært til kvinder, fordi det er kvinderne der lider under perfektionistmyten. Og gid at bogen må bidrage til, at danske kvinder får gjort op med denne myte. IKKE forstået sådan at kvinder skal opgive at være fantastiske, men derimod skal værdsættes og fejres herfor, fremfor at føle skam, skyld og utilstrækkelighed.