Vi får stress af at stå til rådighed

Skrevet af direktør

Picture of Majken Matzau

Majken Matzau

Vi får stress af at stå til rådighed

Picture of Af Majken Matzau

Af Majken Matzau

Da Aftenshowet sendte en arbejdsmail ud til sine medarbejdere en lørdag aften – i vinterferien – var der 19 ud af 20 medarbejdere, der svarede tilbage indenfor 20 minutter. Dette er stærkt symptomatisk på vores samtid, hvor vi altid står til rådighed.

Konsekvensen af altid at stå til rådighed – eller blot at føle, at vi gør det – er, at der altid står en dør åben i vores bevidsthed til udfordringerne i vores omgivelser. Dette skaber et konstant, murrende alarmberedskab (læs stress) i vores nervesystem, som igen gør, at vi aldrig helt kan hellige os Nuet.

Hver dag sidder jeg med dygtige, ressourcefulde ledere og medarbejdere i min konsultation, hvis nervesystem har været i alarmberedskab så længe, at de har udviklet fartblindhed og ikke længere kan mærke deres normaltilstand. De undrer sig over, at hukommelsen svigter, og over at de kan ikke sove om natten. Mange får kun få timers usammenhængende søvn, hvilket betyder at dagstilstanden bliver en zombietilstand med tåge, uklarhed og frustrerende ineffektivitet.

Ofte har de deres smartphones liggende på natbordet ved siden af sig – tændt om natten. Og det sidste, de gør, før de lægger sig til at sove, er at tjekke deres mails og beskeder, ligesom det første de gør, når de vågner, er at tjekke deres mails og beskeder. Dette fortsætter resten af dagen i alle sammenhænge.

Faktum er, at det slider enormt på vores nervesystem at stå til rådighed døgnet rundt. Det konstante alarmberedskab i nervesystemet gør, at vores kognitive funktioner – hukommelse, tænkning og problemløsning – bliver lige så slidte, som hvis vi havde røget en stor fed hashjoint hver eneste dag. Uden grineflip vel og mærke.

Samtidig udvikler vi fartblindhed, og en god nats søvn bliver en by i Rusland.

Nu er det jo ikke rocket science, hvad løsningen er. Det er og bliver ‘helt godnat’, at have sin mobiltelefon liggende på natbordet om natten, hvis man gerne vil have en hel nats søvn. Det er ligeledes helt godnat ydermere at have mobilen tændt om natten. Og det er totalt godnat at afslutte og starte dagen med at tjekke arbejdsmails og beskeder. Vi starter og slutter hermed dagen med at give os selv et brusebad af adrenalin og kortisol. Velkommen til stress, træthed og zombieland.

Så kære ven. Hvis dette er dig, og du sover dårligt:

Parker din telefon langt væk fra dit soveværelse. Hav et almindeligt vækkeur – uden lys, og undlad at tjekke hvad klokken er, hvis du vågner om natten – det bringer dig over i din dagsbevidsthed. Læs en god bog eller elsk med din kæreste, før du lukker dine øjne, så du mærker kroppen og tænker på alt andet, end arbejde og al støjen derude. Så bliver din søvn bedre og bedre.

Tænk også på, hvordan du starter din dag. Vi ‘indstiller’ ofte energien for hele dagen udfra vores tilstand om morgenen.

Scenarie 1: Du har sovet alt for lidt, og alt for let. Tankerne har kredset om projekter og udfordringer hele natten. Du starter dagen med at få styr på den ved at tjekke dine mails, som det første du gør, når du vågner i sengen. Der ligger en hastemail – adrenalinen bruser ud i hele dit nervesystem – og du ræser ud af sengen. Det bliver en af den slags dage.

Scenarie 2: Du har sovet en hel nats sammenhængende, dyb søvn. Du starter dagen med at nyde følelsen af din krops velvære under den varme dyne. Du putter dig ind til din elskede – oxytocinen bruser ud i hele dit nervesystem. Du er tilstede. Det bliver en af den slags dage.

Valget er dit.

Kærlig hilsen Majken Matzau

Del denne artikel:
Print

Kontakt os

Flere artikler

VIndermentalitet

Når Kongen finder hjem

I begyndelsen af året fik jeg en henvendelse om Executive Coaching fra en mand i slutningen af 50’erne, som både har skabt og solgt en lang række særdeles

Læs mere»