Jeg bliver ofte spurgt om, hvad den korrekte behandling af medarbejdere er fra virksomhedens side under en stresssygemelding. Skal man fastholde de stresssygemeldte i arbejdet under sygemelding – dvs. med nedsat arbejdstid og / eller daglig kontakt til virksomheden? Eller skal de være fredet fuldt og helt?

For en del år siden lavede jeg et stresskursus for en ledergruppe i en stor dansk koncern. Lederne var optagede af at forstå, hvorfor nogle medarbejdere fik stress og ligeledes af at blive klogere på, hvordan de kunne håndtere det korrekt.

I løbet af kurset bemærkede jeg flere gange, at der eksisterede en overbevisning blandt lederne om, ”at det jo tager op til 2 år at komme igennem et stresskollaps”.

”To år?” spurgte jeg.

Det viste sig, at lederne havde hørt, at man jo skulle fastholde medarbejderne i arbejdet under en stresssygemelding. Og det var jo også det, medarbejderne selv ville, fortalte de. Så i troen på at de gjorde det rigtige, sørgede de for, at de stresssygemeldte medarbejdere fortsat kunne komme på arbejde.

”Ja, så er det klart, at det tager to år”, sagde jeg.

Lad mig nu være helt klar i mælet: Når vi taler stress, som er så alvorlig, at der sygemeldes, er kuren ro. Ikke fastholdelse i arbejdet og ej heller daglig kontakt til arbejdspladsen.

Er det en lettere stressreaktion, som ikke kræver sygemelding, er det fint med deltidssygemelding og andre typer interventioner. Men ikke når det gælder stresskollaps, hvor der altid skal sygemeldes.

Desværre er det tillokkende at antage, at stress kan arbejdes væk. Dette gælder for de mange faggrupper, som er involveret i behandlingen af de stresssygemeldte i både virksomheder og systemerne – faggrupper, som alle selv presses fra alle sider.

Således ser vi, hvordan det stort set er umuligt for de stresssygemeldte at finde den ro, der er nødvendig for at nervesystemet kan hele. De presses fra kommuner, virksomheder, jobcentre osv. – og ikke blot med påbud om aktiveringskurser, men også med tilbud om alverdens stresskurser, kost og motionskurser.

Og mange stressramte – ja, de tror også, at de skal arbejde sig ud af stressen.

Således er det helt standard, at når man sygemelder et stresskollapset menneske, er reaktionen: “Nej, nej – det kan jeg ikke. Det er bare lige en periode, jeg har styr på det”. Dette til trods for, at hans nervesystem er i akut smerte. Det føles nemlig forfærdeligt at lukke døren til sit hjem og være afskåret fra omverdenen, når ens nervesystem er i krisetilstand.

Inden for militæret kalder man denne tilstand for at gå fra battle mind til home mind – en svær omstilling, der tager tid.

Men vi er ikke designet til at være i alarmberedskab eller i krig år ud og år ind, 24-7. Alarmberedskabet er designet til, at vi kan håndtere korte kriser, og nervesystemet bliver ødelagt, hvis det er permanent tændt.

Kuren mod denne overspænding er ro. Fuld ro, så længe det varer.

I starten af en stresssygemelding har man det forfærdeligt. Man antager, at nu får man det bedre, men tværtimod får man det værre, idet man nu er nødsaget til at mærke sit indre kaos, når man har fået elimineret det ydre kaos. Det tager tid – ofte mindst 7-10 dage, førend alarmberedskabet falder, og dette kun vel og mærke, hvis man har fulgt vores forholdsregler om fuld ro.

I denne periode hjælper det at se serier på netflix, at høre lydbøger eller andet, der kan distrahere tankerne fra det kaos, som har hersket så længe. Og lykkes dette, vil nervesystemet helt af sig selv falde til ro.

Herefter følger en periode med voldsom træthed – dvs. den træthed, som stresshormonerne har holdt fra livet, skal nu have lov at overtage. Kuren er her søvn. Masser af søvn. Denne periode tager ca. 4 uger.

Herefter følger fasen, hvor nervesystemet langsomt regenererer og energien bygges op igen. Enhver henvendelse fra arbejdet – og fra kommunen og lign. medfører her et skridt tilbage i helingsprocessen. Nervesystemet er skrøbeligt som en æggeskal, og der skal intet til at alarmere stressresponsen igen. Denne fase tager minimum 6 uger.

Den samlede proces tager alt andet lige 12 uger med fuld sygemelding, og derefter 12 ugers indslusning – dvs. deltidssygemelding. Alt i alt ca. 6 måneder.

Dette står i skærende kontrast til de mange, som bliver fastholdt i arbejdet og aktiveret under deres sygemeldinger, og dermed fastholdt i en stresstilstand i årevis. Er man en af disse stressramte, risikerer man at udvikle kronisk stress og ryge helt uden for arbejdsmarkedet. Er det virkelig det, vi ønsker som samfund?

Det er jo ikke rocket science: Kuren mod stress er ro.Stress er en overbelastning, og det siger sig selv, at man skal fjerne alle belastninger, og skærme den stresskollapsede, for at nervesystemet kan hele igen.

På samme måde som vi behandler et brækket ben med gips. Jo mere ro, jo hurtigere går helingsprocessen. Jo mindre ro, jo længere tid tager den.

Når man presser de stressramte ud af deres sygemeldinger i fastholdelse på arbejdet og på kurser, er det den direkte vej ind i stressspiralen. Aktiveringskurser, som desværre tæller tvungne kurser i motion og sund kost, og andre tematikker, som på overfladen lyder fornuftige, er for den stressramte ren gift, da alle disse aktiviteter vedligeholder stressreaktionen, frem for at hele den. Og dette med en sandsynlig diagnose som kronisk stressramt som endestation.

Kuren mod stress er ro. Ro nok og længe nok. Og med en efterfølgende korrekt indslusningsproces kan man undgå  tilbagefald, eller at stresssygemeldingerne strækker sig ud i evigheden.

Mine behandlingsmetoder og anbefalinger kan findes her:

Stresscoaching – Coaching i grænselandet. En fagbog til professionelle.
Stressfri på tolv uger eller mer’ Håndbogen til stressramte kvinder.
Rigtige mænd går også i sort.  Håndbogen til stressramte mænd.

– af Erhvervspsykolog og Direktør Majken Matzau