Foromtale af Rigtige mænd går også i sort – bragt i JP d. 12. april
– Af Eva Andersen
“Ved første blik lignede han en rigtig mancho-mand. Han mindede hende om den amerikanske actionskuespiller Steven Seagal, som han sad der stor og bred i den læderbetrukne Arne Jacobsen-stol, som mere lignede et børnemøbel end en svane under vægten af muskelbundet. Det var åbenlyst, at den 42-årige elitesoldat aldrig før havde sat sine ben hos en hjerne vrider og var utilpas ved situationen. Han krympede sig ved hendes spørgsmål.
Erhvervspsykolog Majken Matzau forsøgte at nå ind til ham bag det hårde ydre, men han strittede imod, hver gang hun satte fingeren på de ømme punkter.
Han var og havde i hele sin professionelle karriere været aktiv kommanderende i en af militærets hårdeste eliteenheder, kom det frem under samtalen, og han arbejdede mere, end de fleste mennesker normalt kan holde til. Ved siden af sin militære karriere var han leder i en virksomhed og havde 15 ansatte under sig.
Der var ingen tvivl om, at han havde oplevet traumatiske situationer i sin tid som udstationeret soldat i krigshærgede områder af verden, men han havde altid været vant til at undertrykke sine fysiske og psykiske signaler og fokusere på missionen. Oplevelserne gnavede i ham, men han ignorerede dem, selv om han lå søvnløs om natten og ikke turde være alene derhjemme, for rigtige mænd piber ikke, og de bryder i hvert fald ikke sammen.
Men jo, det gør de, og da elitesoldaten nogle dage senere vendte tilbage til erhvervspsykologens konsultation i lejligheden på fjerde sal i Nørrebrogade i København, var det en helt anderledes ærlig og hudløs mand, som hun mødte. En mand, som rystede og med tårer i øjnene fortalte, hvordan han forleden morgen, da han satte sig ind i sin bil for at køre på arbejde, pludselig havde fået kraftige smerter i brystet og var besvimet hen over rattet – heldigvis mens bilen holdt stille. En nabo på gåtur med sin hund så det og ringede 112.
Soldaten blev kørt med udrykning til hospitalet, hvor lægerne efter grundige undersøgelser satte to fede streger under det, som psykologen allerede havde konstateret uden dog at kunne overbevise ham om alvoren:
Han var stresset i en grad, så det truede hans helbred.
Hvis ikke han ville dø alt for ung af en blodprop eller noget andet grimt, var det på tide at passe bedre på sit helbred, tage advarslen alvorligt og lægge sit arbejdsliv om, sagde lægerne.
Nu sad han igen i Majken Matzaus konsultation, hvor lyset fra karnapvinduet strømmede ind i rummet. Han kunne ikke længere holde sammen på sig selv. Først nu, da han havde fået den ultimative advarsel og var i total opløsning, søgte han hjælp, og på den måde er elitesoldaten, som mænd er flest, siger Majken Matzau.
Modsat kvinder er det nemlig de færreste mænd, som beder om hjælp i tide. Derfor har hun sammen med ernæringsrådgiver Umahro Cadogan fra firmaet Nutrimenta skrevet en hjælp- til selvhjælps-bog til stressede mænd.
Bogen har titlen: ”Rigtige mænd går også i sort”, og den bugner af cases – af mænd, som er blevet fysisk syge af stress, en enkelt, hvis tilstand udviklede sig til en alvorlig psykisk sygdom – men heldigvis giver bogen også en lang række opløftende eksempler på, hvordan de samme mænd er kommet videre efter en voldsom forskrækkelse, og hvad de har lært.
Ikke mindst giver den konkrete råd til, hvordan man undgår at nå så langt ud, at man risikerer at blive alvorligt syg eller dø af stress, for mænd er generelt elendige til at reagere på kroppens signaler. De har det med at undertrykke symptomerne, til de kollapser, og mange tøver med at opsøge deres praktiserende læge eller en psykolog – i det mindste indtil de en dag dratter om med hjerteproblemer, får åndedrætsbesvær, pludselige panikanfald og andre alvorlige stress-symptomer.
Elitesoldaten, som i dag har lagt karrieren om, har ikke ønsket at få sit navn frem, men det har en af bogens andre hovedpersoner, den 43-årige Andreas Klinke Johannsen, som er tidligere partner og direktør i en mellemstor virksomhed, som beskæftiger sig med digitale løsninger.
En dag for tre år siden brød han pludselig grædende sammen midt under et vigtigt kundemøde, og hulkende forlod han lokalet for øjnene af sine forskrækkede kolleger og en af firmaets største kunder.
Han husker situationen sådan:
”Vi tog hul på mødet, og allerede efter et par minutter syntes jeg, at det var svært at forstå, hvad de andre sagde. Jeg kunne se, at de talte, men jeg forstod ikke, hvad de sagde. Jeg kiggede i mine noter for at følge med, men jeg kunne ikke læse dem. Jeg kunne se bogstaver, ord og sætninger, men de gav ingen mening for mig. Da jeg kiggede op igen, indsnævredes mit syn, al lyd forsvandt, og jeg begyndte at ryste og græde. Min eneste tanke var at løbe, så det gjorde jeg.”
I tiden inden sammenbruddet havde han været hårdt presset følelsesmæssigt. Hans mor var blevet indlagt på Rigshospitalet med en hjerneblødning og lå i koma i flere måneder, og i samme periode havde han ekstra travlt i firmaet, fordi en vigtig kunde havde igangsat et stort projekt, som han personligt var ansvarlig for.
Selv om han elskede sit job, blev arbejdsbyrden, oven i det følelsesmæssige kaos i familien, for stor. Når han ikke sad hos sin dødssyge mor på Rigshospitalets intensivafdeling, forsøgte han at være den opmærksomme, kærlige og tilstedeværende far og mand derhjemme, og på jobbet knoklede han videre og fortrængte kroppens og hjernens alarmsignaler, selv om kollegerne tilbød at tage over, så han kunne passe på sig selv og familien.
Ydmyget
Den dag i mødelokalet gik den ikke længere. Kroppen sagde STOP, og den gjorde det så eftertrykkeligt, at han siden har lagt sit liv om.
Chokket og ydmygelsen står stadig lysende klart for ham, og først efter flere psykologsamtaler, indrømmede han for sig selv, at han led af stress. Længe var han flov, han skammede sig over sin ”svaghed”.
I bogen efterrationaliserer han:
”Jeg tror, at vi mænd over alt andet slås med et billede af os selv som nogle, der skal kunne alt og ikke må bryde ned, når det bliver hårdt. Vi skal leve op til Churchills berømte motto ”If you’re going through hell, keep going”. Det er en omgang forpulet bullshit.”
Som direkte konsekvens af sit »crash« har han solgt sin del af virksomheden og arbejder i dag som selvstændig. Han har lært at sige nej. Han har lært, at det at bede andre om hjælp ikke er ensbetydende med, at man er ”mindre mand”. Og han har lært, at man ikke kan være en supermand i døgnets 24 timer.
»Det værste, en mand kan tænke sig, er at miste sin mandighed. Man skal helst være en helvedes fyr, have løbet et par maraton, sende arbejdsmail klokken syv om morgenen og være en fantastisk far og mand derhjemme. Det værste, vi mænd kan forestille os, er at blive betragtet som svage. Man bliver og kæmper videre og giver aldrig op. Jeg tror, det er derfor, at mænd ikke søger hjælp. Fordi vi ser det som et tegn på svaghed,« siger han.
Matzau og Umahros bog er tænkt som en øjenåbner for mænd, som stadig tror, at rigtige mænd ikke går ned med stress – for jo, det gør de – og flere end nogensinde.
Forhåbentlig kan den medvirke til at forebygge en del alvorlige stresstilfælde og følgesygdomme, og til dem, som allerede er »gået i sort«, er Matzaus råd, at man lader sig sygemelde i op til tre måneder, slipper ansvaret og i en periode overlader det til andre, mens man selv kommer ovenpå.
»Bogen er en konkret guide til stressramte mænd, og den er i høj grad også et opgør med det træningsvanvid, som præger vores verden i dag. Mange tror, at motion er kuren, når man er helt ude i tovene eller gået ned med stress. Men når først stressen er blevet til et klinisk problem er hård træning ikke løsningen, tværtimod siger Majken Matzau.
Hun oplever, at motion i sig selv er blevet endnu en stressfaktor i mange mænds liv, fordi man ikke er en rigtig mand, hvis man ikke har gennemført mindst en ironman ved siden af at passe sit karrierejob og sin familie.”