“Da Psykologi ringede rundt til en række kendte danskere for at høre deres historie om at føle sig ”kasseret”, var der ingen, der ville stille op. Det var for personligt. Dette siger meget om vores sårbarhed overfor ikke at være stærke, succesfulde, inde i varmen og overskudsagtige.
Vores kære forfædre, Eva og Adam, levede lykkeligt i Edens Have, indtil slemme Eva lokkede Adam til at spise af æblet. Og så var det slut med faderens kærlighed, og vi blev udstødt. Vi blev dømt til at leve et liv på Jorden, og i ydmyghed forsøge at efterleve de 10 bud og hermed udvikle os til at blive bedre mennesker. Og måske en dag gøre os fortjent til faderens kærlighed igen; himmeriget.
Dette er vores fælles skabelseshistorie, og vi udspiller hver dag det samme drama i forskellige forklædninger. At blive forladt af en partner, fyret fra sit job eller blive uvenner med en veninde, er alle afarter af samme karmadrama; nemlig historien om, at vi ikke er ’gode nok’ og derfor ikke fortjener kærlighed, eller fortjener at at være her. Og grunden til at, dette føles så smerteligt, er ikke per definition fordi vi har lavt selvværd eller er perfektionister, men derimod at vi har fjernet os fra vores selvværen i vores jagt på den personlige udvikling.
Personlig udvikling er ikke den ultimative løsning på smerten ved at føle sig kasseret. Personlig udvikling hviler netop på præmissen, at ’du er ikke helt rigtig og derfor skal du udvikles’ og vil alt andet lige blot bekræfte denne triste overbevisning. Løsningen er i højere grad personlig afvikling; dvs. afvikling af idéen om, at du skal være på en bestemt måde for at gøre dig fortjent til kærligheden.
Løsningen er således at komme hjem til os selv. Til vores væren i os selv. Til vores guddommelige, perfekte kerneselv. Vi har nemlig i den grad mistet kontakten til vores spirituelle kerne i jagten på at blive bedre og mere værdige mennesker. Set fra et sprituelt og eksistentielt perspektiv er du dog allerede værdig. Du er en del af helheden, og hvordan kan helheden være andet end perfekt?
Idet øjeblik vi kommer hjem og lander i vores kerne, ophører historierne om at være forkerte eller uelskede. Da bliver vi hele, og kan hvile i den forbundethed med Altet, som altid strømmer igennem os med ubetinget, ubegrænset kærlighed. En kærlighed som rummer alt, tilgiver alt og overstråler alt. En kærlighedens stemme, som hvisker til dig: ”du kan udvikle dig alt, hvad du lyster, men du er allerede perfekt. Du er hel og fuldendt, som du er. Du er… fantastisk.”
Og netop her går det op for os, at den eneste, der nogensinde kan forlade os… er os selv.”
Denne klumme er skrevet af Majken Matzau, og blev publiceret i Psykologi nr. 3 2012.
