Nissen flytter jo med. Eller gør den?

Forleden havde jeg en session med en klient. Hun er ansat i en stor international koncern og er engageret, ansvarlig og topkompetent i sin professionelle rolle.

Hun har bedt om hjælp, fordi hun har mistet den gnist, hun ellers altid har haft rigeligt af, og da hun kom til mig, var hun tæt på en stresssygemelding.

Klienten har været i den samme koncern i 10 år, og hun har været særdeles glad for sit job og sin organisation, men i løbet af det seneste år har hun oplevet, at forudsætningerne for at excellere i tiltagende grad er druknet i organisatorisk uklarhed og forandringsprocesser, som synes meningsløse og ineffektive for hende.

Her er hun blandt andet blevet parret med samarbejdspartnere, som ikke har været kompetente nok, og det har skabt ubalancer og store projekter, der har været tæt på at kuldsejle.

Gennem hendes forløb hos mig har vi arbejdet med at skabe klarhed over hendes organisatoriske rolle, ansvar og mål samt med at få afdækket det netværk af problematikker, der ligger bag hendes frustration.

Vi har afdækket både de ydre og de indre planer. Og hun har arbejdet godt med sin del af ansvaret for de samarbejdsmæssige dynamikker.

Da jeg havde hende i stolen igen forleden, var det endnu engang gået galt i et projekt, hvor hun endte med at gøre tre mands arbejde, og hendes håb om, at der måske var en vej frem i hendes nuværende position, var sprængt i tusinde stykker.

Jeg spurgte jeg hende, hvor dette bragte hende hen, og hun svarede meget klart, at hun var klar til at søge et nyt job, og at hun allerede var begyndt at kigge i stillingsannoncer.

”Men…” sagde hun. ”Jeg kan jo ikke bare søge et nyt job. Det er jo at flygte. Og nissen flytter jo med.”

Nissen flytte jo med

Denne overbevisning har jeg hørt igen og igen fra mine klienter. At man jo ikke bare kan sige et job op, hvis man er frustreret, nedkørt og ked af det. For det er at flygte, og man er nødt til at blive og arbejde med sig selv, så man kan få ’det’ løst.

Dette ’det’ antages som regel at være en indre brist i egen personlighed, som skal fikses. Først derefter er det ok at forlade en stilling, for så rejser man fra ’noget’ til noget ’andet’. Uden at flygte.

Men dette er dog blot en overbevisning. En antagelse. En myte, der som så mange andre myter i nogle tilfælde er rigtig, men som bliver forvrænget og begrænsende, når den bliver til en uimodsagt kulturel sandhed.

Du, som er et så ansvarligt menneske, har snarere et mønster, som retter sig mod at sætte pligtfølelsen over dit eget vel og vel. Din sundhed. Din sandhed.

Her plejer jeg at fortælle en historie om en amøbe. Amøben er 100% stimulus-respons orienteret og har absolut ingen selvbevidsthed.

Historien om amøben

En lille amøbe er ude at gå en tur. Pludselig mærker amøben en frygtelig smerte. Det svier under dens små amøbe-fødder og det spreder sig hurtigt ud i hele dens amøbekrop. Av, av, av.

Hvad gør amøben?

”Joo…” svarer min klient. ”Den skynder sig vel at flytte sig?”.

Ja netop. Amøben flytter sig med det samme, for den sviende smerte fortæller den, at den har bevæget sig ind i en usund giftsump.

Men tænk hvis amøben blev stående, fordi den var drevet af en overbevisning om, at den jo nok hellere måtte blive i giften og udvikle sig til at blive en bedre amøbe, og at dette jo indebærer at lære at udholde smerten?

Tænk hvis amøben derfor ikke flyttede sig?

Konsekvensen er en tiltagende selvudslettelse.

Hvad er dit mønster?

Det er rigtigt, at gentagne og parallelle situationer i vores liv vidner om mønstre, vi skal tage ansvar for og kigge på.

Men i mine klienters tilfælde er mønsteret 9 ud af 10 gange, at de tager overansvar for ’de andre’, snarere end at de skal udvikle sig til at blive ’bedre mennesker’ og tage endnu mere ansvar.  Og én måde at bryde dette mønster på, er faktisk er at følge den indre stemme, der kalder dem et nyt og sundere sted hen i deres liv.

Måske er det dig?

Måske kunne en alternativ overbevisning være, at nissen kun flytter med, hvis den bor indeni dig. Og det gør de organisatoriske ubalancer, der næsten altid er årsagen til et stresssammenbrud, ikke.

Måske er det ok blot at flytte dig fremfor at udvikle dig (til hvad?), når omstændighederne for din excellence og dit ve og vel er ude af trit med din sandhed og din sundhed?

Og hvis nissen alligevel flytter med… er der jo heller intet sted at flygte hen. Og så går du ikke glip af chancen for at udvikle dig, uanset hvor du befinder dig.

Vel?

Kærlig hilsen,