Fornyligt så jeg den fremragende film “Shame” med Michael Fassbender i hovedrollen. Filmen beskriver et psykologisk portræt af en mand, Brandon, der er så ude af kontakt med sig selv, at han går til flere og flere ekstremer for at mærke ‘noget’, for at fylde det indre tomrum ud. Han fylder tomrummet ud med porno, sex og stoffer – uden differentiering eller præferencer bare han mærker noget. Noget fysisk. For han tør ikke mærke sig selv følelsesmsæssigt.
Både da hans søster samt en kvindelig kollega, som han rent faktisk føler noget for, kommer tæt på, støder han dem brutalt fra sig for at opretholde sit psykiske forsvar. Og da sammenbrudet endelig kommer – for det gør det heldigvis – udbrød jeg højt i biografen til min ledsager: “Så er det nu, han skal i stolen.”
Brandons sammenbrud minder på mange måder om et stresssammenbrud. På samme måde som Brandons sammenbrud handler et stresssammenbrud altid om, at vi over længere tid har overhørt signalerne fra vores sjæl, fra vores dybere selv om, at vi er på vej væk fra os selv. Drevet af kraftfulde psykologiske overlevelsesmekanismer, der dundrende overdøver sjælens blide hvisken om at stoppe op. Om at komme hjem til vores integritet.
Og jo længere vi fjerner fra os selv, jo større bliver det indre tomrum, og jo større bliver smerten og ensomheden. Som vi igen flygter fra ved at fylde alt muligt i tomrummet, som kan dulme smerten.
På et tidspunkt brænder systemet sammen. Vi kan ikke tåle at fjerne os alt for langt fra os selv og overhøre alle signalerne. Et sammenbrud er i denne optik den største gave, vi kan opleve. I sammenbruddet bryder hele det forsvar sammen, som har skabt afstand mellem smerten og bevidstheden, og vi kan atter mærke os selv. Ja, det gør ondt, at bryde sammen.
Men smerten kalder os hjem. Den har et budskab til os. Og det er præcist her, at de største kvantespring kan foretages i det psykologiske arbejde med klienterne.
Men at møde mennesker, der bryder sammen, er et arbejde som kræver, at man som professionel tør stå inde i mørket med dette menneske. At man faktisk fastholder klienten i dette sjælelige mørke, indtil klienten begynder at tage ansvar for den del af hans selv, som han tidligere har flygtet fra. For det er her magien opstår, og transcendens bliver mulig.
Alt for mange stressbehandlere har ikke hverken viden, indsigt eller baggrund for at arbejde med denne proces. De vil indledningsvist (af et godt hjerte) søge at løfte klienten ud af smerten, hvilket også er klientens instinktive retning (og iøvrigt hvorfor der bliver udskrevet så mange antidepressiver). Men derved mistes muligheden for, at klienten virkelig kan møde sig selv.
Et menneske, der møder sin sjæl i et sammenbrud, skal ikke trøstes, passes på eller løftes væk. Han skal hjælpes til at blive stående og rumme samt mærke det hele, indtil at han begynder at mærke sig selv og tage ansvar for sit eget indre mørke. For det er netop her, at lyset bryder igennem. Og det er netop denne proces, jeg uddanner og træner kursisterne på vores Stresscoachuddannelse i at varetage.
Vil du være med til at skabe kvantespring – og ikke blot trøste?
Så er der nu, du skal være hurtig ved tasterne.
