NÅR ZOMBIEN ER DIN BEDSTE VEN
”Hej Majken.
Du får sikkert rigtig mange af disse mails. Bliver dog nødt til at høre hvad DIN mening er om min situation. (Har læst Stressfri på 12 uger og Rigtige mænd går også i sort.)
Min situation kort :
Gik ned med stress sidste år, kom tilbage i og gik ned igen. Kunne slet ikke finde ro, sov dårligt og var mega rastløs og startede arbejde i foråret på nedsat tid.
Men jeg var ikke klar (kan jeg se nu) for jeg havde slet ikke fået slappet af. Derfor gik jeg ned igen i sommers og er nu hjemme på fuldtidssygemelding, hvor jeg virkelig følger dine råd. Ingen træning, ingen sociale ting, så meget hvile som muligt.
MEN jeg kan ikke finde roen. Jeg kan ikke falde i søvn og har tankemylder, ligger søvnløs, har uro, og rastløshed.
Hvordan får jeg min søvn tilbage?
Hvordan får jeg livet tilbage?”
Majkens svar:
”Ja, som du ved, er ro kuren mod stress. Og roen skal findes dér, hvor du for en periode går helt i koma på din sofa og er en zombie, der ser serier på Netflix og sover mange timer i døgnet.
Jeg kan læse mig til, at du ikke har været helt nede i denne dybe sløvhedstilstand, og det kender jeg jo ikke årsagen til er. Det kan være en mekanisme i dig selv, som ikke vil give slip.
Jeg håber du finder roen, uanset hvor længe det tager. Det skal du! Du er mesteren over dine tanker – ikke omvendt.
Gør hvad du kan, for hele tiden for ikke at tænke på andet end det, som er lige foran dig. Spis. Sov. Se serier. Gå en tur. Gå i bad. Hør lydbøger. Lav rolig yoga eller gå i haven, eller byg lego eller spil computerspil, hvis det hjælper dig til ikke at tænke. Det er sådan, at roen og dermed trætheden kommer.”
”Hej Majken.
Tusind tak for din mail. Den betyder rigtig meget. Du virker, som om du er den eneste der ved, hvad det her handler om.
Jeg slapper endelig af nu. Det startede faktisk lige da du skrev.
Nu er jeg helt energi forladt. Kan ingenting. Træt hele tiden. Lægen siger jeg bare skal ud og løbe eller træne. Men har slet ikke energien til det.
Hvor længe står den her træthed på? Kan man tage kosttilskud mod det eller skal den “bare” hviles ud? ”
Majkens svar:
”Jamen det er netop dét, der er brug for. Sov så længe, det varer. Det er et sundhedstegn, at du nu er træt. Så ingen piller og slet ingen træning. Gør som kroppen beder om og bare sov og hvil, så længe det varer.
På et tidspunkt vender energien naturligt tilbage, og så kan du stille og roligt begynde på at være aktiv igen.”
”Majken, du er en engel. Tak for svar.
Du gør en kæmpe forskel for os, som bliver ramt af det møg her.
Mange læger og behandlere har ikke forstand på det, og derfor, er vi mange som bruger dine råd i stedet. Uden dem ville det være rigtig svært.”
NÅR ZOMBIEN ER DIN BEDSTE VEN
Denne mailudveksling havde jeg med en stressramt mand, som fornylig skrev til mig. Og han er blot en blandt tusinder, der får den forkerte rådgivning.
Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtig netop den fase af en stresssygemelding – som jeg i alle mine bøger kalder ”Nedturen før opturen” – er.
Sørger man for at ‘holde sig igang’ og træne og udføre en masse aktiviteter, lykkes man ikke med at gå i zombietilstand, og så bliver sygemeldingen spild af tid.
”Nedturen før opturen” er kendetegnet ved, at man bliver meget, meget træt. Pludselig kan man ingenting. Man kan knapt nok rejse sig fra sofaen. Nogle gange får man også influenza eller forkølelse i denne periode.
Men trætheden er netop udtryk for, at stressen har sluppet taget i nervesystemet.
Og derfor kommer trætheden, som egentlig hele tiden har været der, men som man ikke har kunnet afhjælpe igennem tilstrækkelig søvn, fordi stresshormonernes funktion er at holde os vågne og beredte hele tiden.
For at stressen skal slippe, skal man have tid nok til, at nervesystemet kan geare ned. Det sker, lige så snart man begynder at tænke på alt andet – eller ingenting – end det, som stresser i livet.
Og da det er stort set umuligt at meditere eller undlade at tænke, når man er i alarmberedskab, er den bedste løsning at se serier. Og gerne i mange timer ad gangen hver dag, så man glemmer alt omkring sig og bliver lidt hypnotiseret af seriens historie.
Dér slipper tankerne. Dér slipper alarmberedskabet. Og dér kommer helbredelsen. Som altså fører igennem en periode med ekstrem træthed, hvor kuren kun er én ting: Søvn.
Så sov, sov, sov. Nogle sover gerne 16 timer i døgnet her. Søvnen helbreder mere end noget andet.
En skønne dag ophører trangen til at sove. Helt. Naturligt. Af. Sig. Selv. Og fra det øjeblik begynder man at sove normalt igen, og livsenergien begynder at vende tilbage.
Så kære ven. Mød din zombie på din sofa, hvis du har stress. Giv dig selv lov. Din zombietilstand er din bedste ven lige nu.
Zombieperioden svarer til at gå i hi om vinteren, hvor der alligevel ikke er noget at spise i den isfrosne natur. Og når du en dag vågner igen, er det blevet forår, og honningen flyder, og laksene springer i floderne.
Sweet dreams.
De bedste hilsner