“Kære Majken!
Jeg er ramt af stress og sygemeldt på 7. uge. Jeg går til psykolog og læge hver 14. dag og har god gavn af psykologens vejledning og arbejdsredskaber. Jeg har været til samtale på Jobcenteret som syntes jeg skulle arbejde 10 timer om ugen, men dette er en umulighed for mig fordi min hjerne ‘slår’ fra efter 1-2 timers samvær med andre mennesker. Derpå blev jeg pålagt at starte i fittnes 10 timer ugentligt i 10 uger. For noget skulle jeg gøre for at arbejdet kunne modtage refusion af min løn. ” Du skal bare ud og have mere adrenalin i kroppen”, sagde rådgiveren.
Da min leder hører dette siger han, hvis du kan træne 10 timer om ugen vil jeg hellere have dig tilbage på jobbet!!
Så er det filmen knækker i mig og jeg har brug for flere eksperters mening. Det er et hårdt pres at forholde sig til, nu jeg lige havde affundet mig med, at tiden og afslapningsteknikker ville læge mine sår stille og roligt igen, og min stress har derfor taget voldsomt til igen.”
Således skrev en stresssygemeldt leder, Anne Mette Oxe, til mig i foråret 2010, og det seneste år har jeg modtaget et hav af tilsvarende henvendelser fra virksomheder såvel som fra stress-sygmeldte mennesker, der har været desperate i tvivl om, hvad de dog skulle gøre for at blive raske. Folketingets aktiveringsplan for sygemeldte er nemlig grundlagt ud fra en antagelse om, hvad der hjælper sygemeldte med fysiskesygdomme tilbage i jobbet.
Men stress skyldes mental overbelastning, ikke fysisk belastning– og kuren mod stress er mental RO. Det værste man kan gøre, er at stille krav til et stresssygmeldt menneske, og derfor virker kravet om 10 timers aktivering af stresssygemeldte , hvor de sygemeldte skal arbejde med mål, arbejde i virksomheden eller gå på kurser, som saltsyre i et åbent sår.
I den forbindelse udtalte jeg mig derfor i november måned i en række artikler i Dagbladet Børsen, skrevet af journalist Gro Thielst, som gjorde et godt stykke benarbejde med både at tale med jobcentre, virksomheder samt stresssygemeldte, og ikke mindst folketingets beskæftigelsesformand, Helle Sjelle, som lyttede til kritikken og lovede, at en lovændring for stresssygemeldte var på vej.
Det er mig derfor en stor glæde, at Folketinget i går, d. 29. marts 2011, vedtog, at de mest – samt de mindst – syge, slipper for aktivering.
Beslutningen betyder, at alvorligt syge, samt de syge, der er i så stor bedring, at de snart er på vej tilbage i arbejde, ikke længere skal frygte opkald fra jobcentrene, der tvinger dem ud på arbejdsmarkedet.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg, udtaler:
“Nogle alvorligt syge mennesker kan i en periode have behov for ro. Derfor har vi præciseret reglerne, så vi sikrer, at de kan blive fritaget for kontakt med jobcentret“.
Denne lovændring markerer et skaprt og tiltrængt vendepunkt i de seneste års fejslagne indsats for at bringe stress-sygemeldte tilbage på i jobbet, og skaber håb for, at man som stress-sygemeldt i DK kan finde den ro i sindet, sjælen og ikke mindst nervesystemet, som er medicinen mod stress.
Det nytter ikke at træde på speederen, når det gælder stress. Stressen bliver kun værre, og det tager endnu længere tid, at komme i balance igen. Men miraklernes tid er ikke forbi, og får man tilgengæld den ro, der skal til, og så længe det varer, aftager stressen naturligt med tiden, og man kan vende tilbage til jobbet – styrket fremfor stækket efter en sygemelding.
Med ønsket om et smukt forår derude til jer alle,
Majken Matzau
Erhvervpsykolog
Cand.psych.aut & Civiløkonom