De er elskede, frygtede og beundrede. De har magt, indflydelse og kontrol – og som oftest en kæmpe kapacitet. Men inde bag kulisserne, ser virkeligheden nogle gange meget anderledes ud for topledere, der står i spidsen for landets største virksomheder.

Udadtil kan det se ud til, at topledere i store virksomheder kan håndtere og klare alt. De står i spidsen for multinationale virksomheder. De fungerer som samfundsmæssige spydspidser og har stærke stemmer i både erhvervslivet, politik og i medierne. Men dette er ikke altid hele virkeligheden.

I min praksis møder jeg mange topledere, der diskret henvender sig med ønske om rådgivning og hjælp. Nogle er udfordrede 360 grader rundt; i virksomhedens ledelse, i familielivet, i verserende retssager eller deres helbred.

Andre har brug for hjælp til den psykologiske del af et virksomhedssalg eller et generationsskifte.

Men de fleste topledere, som henvender sig, har en fælles akilleshæl. En akilleshæl, som kan få selv den mest magtfulde topleder til at snuble og bryde sammen. En akilleshæl, hvor det ikke hjælper at være stærk og i kontrol.

Denne akilleshæl er deres ægteskab.

Akilleshælen

Jeg hjælper mange stærke og succesfulde topledere med dybe personlige kriser, som opstår i kølvandet på problemer i ægteskabet. For ingen er stærkere end deres svageste led. Og når ægteskabet bryder sammen, og familielivet falder fra hinanden, skaber det et jordskælv i bevidstheden, hvor forsvarsmekanismerne sprænges, og hvor der skabes adgang til fortrængte erfaringer og emotionelle sår, som stammer tilbage fra tidligere oplevelser i livet – ofte helt tilbage fra den tidlige barndom.

Og i det, der bliver adgang til disse indre sår og gamle fortrængninger, skabes der mulighed for heling og forløsning – i takt med at vi også arbejder på de ydre livsbegivenheder såsom et ægteskab, der skal afvikles eller udvikles.

Du skal hjælpe mig med at blive skilt

”Du skal hjælpe mig med at blive skilt”. Sådan sagde en CEO engang til mig, da han satte sig i stolen hos mig til sin første session. Han havde været gift i 25 år, han havde fire børn og et ægteskab, som fungerede ved, at han altid arbejdede og var meget væk fra hjemmet, og hvor hans hustru, som var hjemmegående, tog sig af hjemmefronten.

Min klient følte sig fremmedgjort fra sit liv derhjemme. Han følte sig som gæst i sit eget hjem, og sat på klingen mærkede han en indre modstand mod overhovedet at opholde sig i sit hjem. Han havde ingen nævneværdig rolle i forholdet til hans børn – og han havde heller ikke speciel lyst hertil. Hans forhold til hans hustru var ligeledes hverken inderligt eller intimt – men snarere praktisk og arrangeret.

Adspurgt til, om de talte om deres forhold og deres ægteskab, var svaret nej. Det gjorde de ikke og havde aldrig gjort det.

I takt med at hans stigende professionelle succes, rejste han oftere til udlandet og var dermed endnu længere væk fra hustruen og børnene. Og en dag sker der det, som ofte sker i den slags situationer; han møder en anden kvinde.

I årene, der kommer, indleder han et forhold til denne kvinde. Han er sammen med hende og hendes børn, når han ikke er hjemme hos sin egen familie, og han deler sit liv op i to dele, hvilket medfører, at han føler sig mere og mere splittet. Skyldfølelsen nager i ham samtidig med frygten for at blive opdaget.

Da vi går i gang med (Executive Coaching-) forløbet, viser det sig, at han føler en meget stor ansvarsfølelse overfor sin hustru. Langt større end overfor sine børn. Han kan ikke få sig selv til at gennemføre det. Han blokerer, når han forsøger at tage hul på snakken og bede sin hustru om skilsmisse. Han anser sin hustru for at være meget sårbar som menneske, og han føler, at det er hans ansvar og livsopgave at støtte hende og være der for hende.

En dag modtager hustruen et brev, som kommer til at ændre alt. Den anden kvinde har skrevet et udførligt brev og sendt det til hende, hvori hun beskriver deres forhold, samt hvor længe og hvordan det har stået på i årevis. Hun har vedlagt billeddokumentation.

Og så bryder verdenen sammen.

Konfronteret med brevet indrømmer han, at det er sandt, at han et andet forhold, og lægger alle kortene på bordet. Dette skaber et jordskælv i familiens psykologiske strukturer, og i den forbindelse starter også hustruen i et forløb hos mig, hvorefter jeg arbejder med dem hver især. Aldrig sammen, da jeg ikke er par- eller familieterapeut.

Det er en lang og omstændig proces. Han har voldsom skyldfølelse og afbryder forholdet til den anden kvinde, men holder fast i at han vil skilles. Hustruen vil blive i ægteskabet for børnenes skyld. Og sådan er det frem og tilbage, mens jeg arbejder med dem begge to – hver for sig – med det formål, at de hver især skal tage ansvar for deres eget – og ikke for modpartens, og at de skal få talt ud om alt det, de aldrig har talt om, samt finde en vej frem som en familie med skilte forældre.

Kairos-momentet

I en session med ham, beder jeg ham med lukkede øjne om at mærke den følelse, som blokerer han, og som binder ham til sin hustru. Det føles som en ansvarsfølelse. Som at han har påtaget sig ansvaret for hende som en livsopgave. Men da jeg beder ham om virkelig at lade følelsen komme frem – den sidder som en smerte i hans hjerte – overvældes han af en voldsom panik… og af bundløs skyldfølelse.

Jeg beder ham gå dybere ind i følelsen, og giver ham så en instruks, hvor jeg beder ham, om at lade være med at tænke, men bare spare spontant på mine spørgsmål:

”Hvornår har du oplevet denne bundløse smerte i dit hjerte – denne følelse af panik og skyld – første gang i dette liv? Hvornår er allerførste gang, du mærker denne følelse? Hvor gammel er du?”

”5 år” svarer han. ”Fortæl mig hvor du befinder dig?” siger jeg til ham. Vi har begge lukkede øjne.

Han fortæller, at han befinder sig på sit værelse, i hans barndomshjem. Det er morgen, og han har pyjamas på. Jeg anvender her forskellige teknikker til at grounde ham i fortidens ’nu’ – som jo er et ’nu’, der har fundet sted for 40 år siden. Det har til formål, at han genkalder sig hele situationen, som om den foregår i ham nu og her. Jeg stiller også spørgsmålene i nutid.

Jeg spørger ham, hvordan han har det? Han er meget ked af det, siger han. Hans stemme og energi ændrer sig – han lyder nu som en lille dreng.

Han siger, at hans hjerte dunker alt for hurtigt, og at han holder vejret, og jeg konstaterer, at han er i en tilstand af chok.

Jeg beder ham mærke, hvad der sker inde i ham? Han er rædselsslagen. Og spørger ham så, hvad det er, som sker – her på børneværelset? Om hvem der er tilstede? Jeg taler blidt til ham – med høj lys stemme – som man ville tale til en femårig dreng.

Hans mor er der, fortæller han. På hans værelse. Hun ligger livløs på gulvet. Han ved ikke, hvad han skal gøre. Han forsøger at få liv i hende. ”Mor, mor vågn op!” råber han og forsøger at ruske i hende. Men hun ligger fortsat livløs på gulvet.

I det øjeblik hører han for sit indre øre sin fars ord; ”Det er dig, der skal passe på mor”.

Faren er ikke til stede i situationen i børneværelset. Han er forinden flyttet fra deres hjem, og forældrene skal skilles. Men den dag, faren pakkede sine ting og flyttede ud, sagde han til drengen: ”Nu er det dig, der skal passe på mor”. Og så gik han.

Tilbage på børneværelset: Drengen er i panik og kan ikke få liv i sin mor.

Nu ved jeg jo i sessionen, at hans mor lever den dag i dag – og dermed ved jeg også, at hun ikke dør i den pågældende situation.

Jeg spørger drengen, hvad han er så bange for? Han græder og siger, at hans mor er død. Han er så forfærdeligt bange for, at hans mor død! Og her bryder han sammen. ”For det var jo mig, der skulle passe på hende”, siger han.

Det var jo mig, der skulle passe hende

Her vi fremme ved en nøgle-oplevelse; En oplevelse, der ligger dybt indgroet i den voksne mands bevidsthed om, at han jo skulle passe på sin mor, og at han har fejlet. At han ikke er den vigtige opgave værdig, som hans far jo havde pålagt ham, da han gik fra ægteskabet.

Og i det øjeblik – hvor drengen ser sin livløse mor på gulvet og antager, at det er hans ansvar – og hans skyld – sker der en ’slutning’ i hans barnesind; en slags be-slutning – eller kort-slutning i de neurale spor i hans bevidsthed, hvor han påtager sig skylden for hans mors død.

Og det er denne kortslutning – denne kodning i hans sind – som vi nu får mulighed for at forvandle, opløse og hele.

Jeg taler her til den voksne del af ham, som sidder i stolen i min praksis. Siger til ham, at den voksne del af ham jo ved, at moren kommer til at overleve. At hun ikke er død. At hun kommer til at leve et langt liv. Og at de får mange gode stunder sammen igennem livet. For dette ved den voksne 45-årige mand med sikkerhed, da han jo i vores nutid har gennemlevet det hele.

Jeg spørger ham, hvad han ville sige til drengen for at hjælpe ham, hvis han kunne? Han siger, at han ville trøste ham og passe på ham, og forklare ham, at moren slet ikke er død.

Det gør vi så; Fortæller hans 5-årige jeg, at det er ok at være bange, men at det nok skal blive godt igen. At moren kun er besvimet, og at hun kommer til at overleve. Og at de får et langt godt liv sammen.

Her beder jeg den voksne del af ham vise drengen billeder fra deres liv sammen i årene, der kommer. Drengens fremtid – mandens fortid. Og det gør han – viser ham billeder som på en film fra han er 10 år, 14 år, 18 år, 25 år. Alle de mange gode stunder, de kommer til at få sammen.

Og i takt hermed begynder drengen at blive roligere og give slip på panikken. Den voksne del af ham får pludselig øje på, det enorme ansvar, hans far har pålagt ham som lille dreng. Hvilken umulig opgave, han som kun 5 år gammel ubevidst har påtaget sig. Ansvaret for hans mors liv! Og at det jo slet ikke er sådan, det skal være. At det er de voksne, der skal passe på børnene.

Og her fortæller han med min vejledning drengen, at han bare er en lille dreng, og det altså er mor og far, der passer på ham. At det slet ikke er ham, der skal passe på mor – og at mor sagtens kan passe på sig selv.

Roen spreder sig som ringe i vandet omkring os i rummet, der som en sprække i tidens stof står åbent, så vi kan åbne og frigøre denne gamle karmiske knude og lade livsenergien flyde igen i drengens hjerte – lige dér hvor han lige siden ubevidst har holdt vejret.

Et dybt suk går igennem ham – et suk, der vibrerer igennem tid og rum. Der er er noget, der endegyldigt slipper i både hans bevidsthed og i hans fysiske krop.

Vi sidder længe sammen i roen. En ro, der føles som den stilhed, der kan opstå, når en irriterende lyd pludseligt ophører – men som man først bemærker, idet den ophører. Den lyd, der først kan høres, i fraværet af den.

Sådan sidder vi længe i stilheden. Drengen, manden og jeg. Som en hellig tre-enighed, hvor faderen og sønnen frigiver hinanden i helligåndens navn.

Der bliver mere og mere stille. Fredfyldt. Drengen og manden begynder helt lydløst at trække vejret sammen. Deres åndedrag synkroniseres, deres hjerteslag mødes i ét fælles hjertes slag. Til sidst smelter manden og barnet sammen til én, og der bliver fred på alle planer i ham og omkring ham.

Vi har fundet nøglen til hans ubalance og sat ham fri i hans hjerte – dér hvor han før holdt vejret – fastlåst i en bundløs følelse af skyld.

Når dynamikken skifter

Parallelt hermed sker der en ændring i parrets relation – hvilket der altid gør, når man skifter en sådan lås i bevidstheden:

Hustruen bliver stærkere. Hun begynder at finde sig selv og stå i sig selv på en helt ny måde i livet. For hun har lige så stor andel i parrets dynamik som han, og hun har lænet sig ind mandens lederskab i et helt liv – uden at finde sin egen uafhængighed og kraft. Det skal her bemærkes, at de to har kendt hinanden siden, de kun selv var børn – 14 og 15 år gamle.

Skridt for skridt finder hun sig selv. Hun starter en virksomhed, hun arbejder intensivt med sig selv, og hun begynder for første gang at mærke et selvstændigt selv og at kræve voksentid og alenetid fremfor blot at være husmor.

I samme periode flytter manden i et hus for sig selv, og her begynder han at tilbringe tid med sine børn. Han begynder pludselig at hygge sig med sine børn. At tage på kulturelle udflugter med dem. I biografen. På udstillinger og på restauranter. Og det er første gang han får et reelt forhold til sine børn – som på dette tidspunkt er 8, 10, 13 og 15 år gamle.

Han er overvældet af, hvor meget det faktisk betyder for ham; at være far. Det havde han aldrig givet sig selv lov til at mærke før. Tværtimod var han altid flygtet fra sin rolle som far og som ægtemand uden at indse, at det han flygtede fra, i virkeligheden var ham selv og hans egen skyldfølelse – og herunder frygten for at komme til at skade sine kære.

Hvem ringer klokkerne for

Der er så meget mere at skrive og fortælle om dette pars rejse. Hver for sig først og fremmest – men også om deres rejse som par. For der sker jo det forunderlige, at når man ophører med det frugtesløse forsøg med at få den anden til at ændre sig i et parforhold, og i stedet tager ansvar for sig selv – og her arbejder med at frigøre sine egne låse i bevidstheden – skabes der et monumentalt bevidsthedsskift. Og i samme øjeblik dette skift sker i den ene part, ændres dynamikken samtidig i parforholdet.

I månederne der følger, begynder familien at finde en ny balance og dynamik. Parret har meldt ud, at de skal skilles til børn, familie og omverden. De har taget ringene af, og han er flyttet ind i et nyt hus. Men de ses stadig som familie og er venlige og omsorgsfulde overfor hinanden.

Og så er det, at det sker… En nat sover de sammen, efter de har spist sammen hele familien om aftenen. De holder om hinanden i mørket. Der er en familiær nærhed – men samtidig også en forunderlig ny gnist.

Og ja – polariteten slår pludselig gnister dér i det nattens mørke, hvilket de ikke tidligere har oplevet med hinanden. Heller ikke, da de var unge.

De kysser. Ligger tæt ind til hinanden. Taler og taler i natten, hvor timerne bare forsvinder. Elsker… Elsker, som de aldrig tidligere har elsket.

Pludselig vil han ikke længere skilles. Nu er det hende, der holder fast. Hun har fået kontakt til sig selv, og hun oplever sin egen selvstændige kraft og identitet for første gang nogensinde. Og den vil hun ikke risikere at miste igen.

Hele dynamikken skifter. Nu er det ham, der vil holde fast i ægteskabet, og hende der vil skilles.

Alligevel fortsætter de med at se hinanden i det, der udvikler sig til et hemmeligt kærlighedsforhold. Udadtil er de stadig i gang med skilsmissen, men som mand og kvinde genopdager de hinanden. Og umærkeligt heler såret imellem dem, og de bliver forelskede i hinanden igen. Eller måske… For første gang nogensinde.

Epilog

En leder sagde engang til mig i et Executive-forløb, at han var bange for, at han i forløbet ville finde ud af, at han ville forlade sin hustru, hvis han kiggede dybt nok ind i sig selv. Hvortil jeg svarede; ”Du kan være sikker på, at du forlader din hustru, hvis du ikke gør det. ”

For det er sådan, tingene hænger sammen. Hvis vi ikke kigger indad og får løst og forløst vores egne gamle låse, kan kærligheden ikke flyde frit til hverken os selv eller vores partner. Og når noget føles dødt i hjertet, kigger vi i stedet udad –  på vores partner – og finder ham eller hende utilstrækkelig og forkert. Og så bliver løsningen ofte at gå fra forholdet.

Mine to klienter i denne klumme er på en stor livsrejse. Hver for sig og sammen. Den dag i dag er de sammen som par -men bor fortsat hver for sig. Det har de tænkt sig at blive ved med. De har aldrig været stærkere. Og de har aldrig været så tætte og intime.

For når bevidstheden skifter så monumentalt,  og et par i et dysfunktionelt afhængighedsforhold forvandles til to selvstændige poler i et kærlighedsforhold – kan en parforholdsdynamik med ét forandre sig således, at polariteten og tiltrækningen genopstår. Som en prægtig Fugl Phønix, der lysende rejser sig af asken fra den gamle udtjente parforholdsdynamik.

Og kun således kan kærligheden genopstå i en ny, stærkere og renere form.