Det sker, at ordene falder som fjer, lette og uden tanke, men rammer som sten i et sind, der allerede bærer byrder tungere end natten.

„Alt sker med et formål,“ sagde han, som om flammerne, der slikkede himlen over Los Angeles og brændte al liv til aske på sin vej, var en del af en større, skjult plan. Som om sorg kan forklares, og smerte kan pakkes ind i silkebånd af mening.

Det vendte sig i mig. For selvom jeg selv på et højere plan tror på altings formål, føltes det alligevel som en fuldkommen ligegyldighed overfor den umådelige lidelse, der fulgte med de voldsomme brande i LA i januar måned, og som også havde sat sig som en dyne af sorg i mit eget hjerte.

Måske ikke alt har en læring eller en skæbne, der retfærdiggør de tårer, der falder? Måske er der lidelse, der blot er lidelse? Brande, der kun er brande. Tab, der ikke efterlader andet end tomhed.

Giftig positivitet er et forsøg på at male en kulsort sorg i pastelfarver. En panikreaktion over for smerten, et ubevidst forsvar mod det ubehagelige.

Men i det forsøg gør vi den sørgende usynlig. Vi gør smerten tavs. Vi lægger et filter over virkeligheden, som slører det eneste, der virkelig betyder noget: at stå ved siden af den, der lider.

Giftig positivitet som spirituel bypassing

Når positivitet bliver en flugt fra smerten, kan den blive til en form for spirituel bypassing. En overfladisk tilgang til sjælelige sår, hvor vi dækker smerten til med mantraer om lys og kærlighed i stedet for at sidde med det, der gør ondt.

Spirituel bypassing er når vi bruger spiritualitet som et skjold mod de rå, ubarmhjertige realiteter i livet. Det er når vi siger: „Alt sker af en grund“ eller „Universet har en plan“ i stedet for at anerkende, at nogle ting bare er grusomme og opleves som uretfærdige og meningsløse. Dette er en strategi, der kan skabe afstand i stedet for nærhed, fordi den sørgende ikke føler sig set, men snarere overhørt.

Men mørket kan ikke fordrives ved at lukke øjnene og forestille sig solen, når man er i sorg. Det eneste, der virkelig kan give lindring, er at man på et menneskeligt plan tør blive i natten sammen, at man tør møde smerten uden at dømme den, uden at skulle forklare den væk.

Hvad kan vi sige i stedet?

Måske behøver vi slet ikke at sige noget. Måske er den vigtigste handling nogle gange blot er at være til stede – uden at fylde stilheden med tomme ord.

Men hvis vi taler, lad os da tale med åbenhed – ud fra det, der jo dybest set nok er vores egen følelse af magtesløshed overfor store katastrofer og tab:

„Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, men jeg er her.“

„Det er frygteligt, og det gør ondt. Du behøver ikke at finde en mening i det.“

„Jeg går ingen steder. Jeg lytter.“

Sorg har ingen hurtige løsninger. Smerte kan ikke fikses med en enkelt sætning. Men vi kan gå ved siden af den sørgende, holde deres byrde i vores hænder for et øjeblik, og lade dem vide, at de ikke er alene.

For nogle gange er det eneste lys, vi har brug for, ikke det, der blænder, men det, der varsomt skinner i mørket.