I sidste uge blev jeg spurgt om jeg ville deltage i et indslag i TV-avisen om det såkaldte “bedragersyndrom” på DR.
’Bedragersyndromet’ er et udtryk for, at mange performere i det skjulte ikke føler, at de er gode nok. De føler ikke, at de helt har fortjent deres succes, og de har en lurende angst for at tæppet kan blive revet væk under benene på dem når som helst. Som begrebet udtrykker, lever man derfor et liv som bedrager. Om man bedrager andre, idet man ikke føler, at man er værdig til sin status, eller om man bedrager sig selv, er underordnet.
Mit budskab til journalisten var, at det ville jeg gerne medvirke i. Men under forudsætning af, at de ikke kaldte dette ’syndrom’ for bedragersyndromet i indslaget. Det gik journalisen heldigvis med til.
Mit budskab var, at det er stigmatiserende og personificerende at benævne denne kollektive ubalance, som bedrager-syndromet. At internalisere denne kulturelle ubalance som en ’brist’ i individets personlighed er ukærligt såvel som skadeligt, og ikke mindst ukorrekt.
’Bedrager-syndromets’ opståen i medierne som begreb, er endnu et eksempel på, hvor meget der i vores samtids jagt på overfladiske modeller psykologiseres, og gøres til ’noget forkert i individets personlighed, som skal fikses’. Vi kunne sikkert finde en personlighedstype, vi kunne kalde ’bedrageren’ – på samme måde, som vi har ’perfektionisten’.
I min optik er følelsen af utilstrækkelighed en naturlig funktion af en kollektiv opdragelses-, uddannelses- og ledelsesmodel, som har fokus på eksterne godkendelser i form af ris og ros samt på at teste, måle og veje.
Igennem hele livet bliver vi testet, målt og vejet på vores performance; er vi modne og intelligente nok? Kloge nok? Dygtige nok? Til at komme i 0. klasse, i 1. klasse, i gymnasiet, på universitetet, til at bestå alle eksamener, til at få et job, til at få det job, vi ønsker os, til at nå vores mål, til at opnå vores bonus, til at opnå forfremmelse. Ja til at køre bil, til at få et lån, til at få en partner, til at få børn, til at få velfungerende børn?
Vi har fjernet os så meget fra vores eksistentielle kerne og indre værdighed i den stressede jagt på at bestå og blive godkendt af noget eller nogen udenfor os selv, at balancen mellem den vi er, og det vi gør, er kollapset.
Konsekvensen er, at mindreværdsmotoren får mere og mere energi og større og større sandhedsværdi. Vores stræben mod at gøre det så godt, at ’performe’, kører i overdrive, samtidig med at vi konstant får bekræftet, at vi kun er noget i kraft af det, vi gør. Og dette skaber stress, sammenbrud, adskilthed og ensomhed i vores kollektive virkelighed.
Som direktøren for en at de store, hurtige managementkonsulentvirksomhede
Lad os nu få vendt denne bevægelse; denne antagelse om, at vi er forkerte og har ’en brist’ og derfor skal udvikles. Der er intet galt med udvikling. Vi kan sagtens udvikle os, lære, bevæge os… fordi vi elsker at lære og søge. Men udgangspunktet, om at vi er ’forkerte’ indeni og derfor skal fikses, er i disharmoni med vores naturlige værdighed og fuldkommenhed, og et trist udgangspunkt for læring.
