Boganmeldelser

Coaching kan skade

Anmeldelse af Stresscoaching – Coaching i grænselandet af Anna Pia Holmgaard, Psykologimagasinet

Coaching har været en boomende industri, og mange har søgt professionel vejledning, når de har stået ved skilleveje privat og karriere-mæssigt. Så langt så godt, men blandt de mange gode tilbud, findes der også en del dårlige.

Bogen ”Stresscoaching – Coaching i grænselandet” af Majken Matzau tager fat på disse dårlige tilbud. Hun er fagligt klædt godt på til at tage temperaturen på stresscoaching, der er en særskilt disciplin inden for coachingen. Som erhvervspsykolog og stresscoach definerer hun, hvad coaching er, hvornår coaching er et godt redskab og anvendeligt til at løse konkrete problemer – men også hvornår coaching kan være direkte skadeligt.

Hendes pointe er, at coaching kan være skadelig, hvis den anvendes på mennesker, der er syge af stress. Coaching kræver nemlig handling, iagttagelser og nye præstationer – ikke det, som en stresset og syg person vil kunne håndtere uden at få det dårligere.

Majken Matzaus bog er en solid hjælper til ledere, mellemledere, HR-konsulenter i virksomhederne, men også behandlere og medarbejdere, der gerne vil kende årsagerne til stress.


Stresscoaching – En bog om sårbarhed og helhedsorientering

Anmeldelse af  Stresscoaching – Coaching i grænselandet af Finn Byrgesen

En meget indholdsrig og læseværdig bog. Dens udgangspunkt er, at den gerne fagligt vil fortælle, hvori stresscoaching består, og hvorvidt det overhovedet kan lade sig gøre at coache i denne “gråzone”. Men den ender med at give enhver læser noget med på vejen, medmindre man er ualmindelig lukket over for personlig udvikling. Skulle man sætte en fællesnævner for bogen, så vil det være beskyttelse. Beskyttelse af både den, der skal coaches, den der coacher og selve det system, der har frembragt stress og individuel grænseoverskridelse for et menneske.

Forfatteren og bogen har ganske ret i samtlige antagelser, helt klar i spyttet i dens underbygning og teoretisk velfunderet i årssagessammenhænge.  En rådgiver bør, såvel som en coach eller en terapeut, nemlig tage udgangspunkt i såvel det enkelte menneskes behov som miljøet i de omgivelser, der er med til at påvirke behovene. Altså arbejdspladsen. Det gør bogen meget klart uden at virke hverken fordømmende eller bedrevidende. At eksempelvis en sygemelding for den enkelte medarbejder ikke må ses som en anledning for denne til bare at få ryddet op på loftet eller træne til en maraton, samtidig med, at sygemeldingen ikke må være for kort, for så taber såvel medarbejder som arbejdsplads det hele på gulvet.

Der er guld at hente på alle sider i denne uhyre velskrevne og dybt indsigtsfulde bog, der må kunne levere stof til eftertanke og særdeles anvendelige redskaber og overvejelser til såvel den professionelle coach som vedkommende, der er interesseret i personlig vækst, og som ønsker at redefinere begreberne selvværd og selvtillid, hvor man iøvrigt kan undre sig over, at Majken Matzau mere eller mindre har slettet ordet selvfølelse af registret . . . .

Som menig læser kan man totalt genkende sig selv og sine egne reaktioner i noget af det stof, der er skrevet direkte til coachen eller til ledelsen på arbejdspladsen. Det er meget dygtigt skrivehåndværk, forfatteren her leverer. Man kan så at sige følge med i sin egen behandling og også i sine egne symtomer, før det går galt. Eksempelvis stress i den begyndende fase som kropslige og psykiske reaktioner som smerter, infektioner, migræne, kampen for at bevare kontrollen, fejl og forglemmelser og angst for, at læsset kan vælte. Samt benægtelse af sin krisesituation.

F.eks. på den måde virker bogen også som en brugsbog, før det går galt, en bog i, hvorledes man med et skjult og alligevel interesseret øje kan følge med i, hvordan man egentlig har det. Det viser sig nemlig, som beskrevet senere i bogen, at blindhed for den enkelte medarbejder ofte står på i flere år, og således har den stressramte været belastet i meget længere tid end umiddelbart, hvorfor hele historien må op på bordet.

Således slår bogen til lyd for helhedsorientering, altså et holistisk menneske- og miljøsyn. Eller sagt på en anden måde; det er gruppens påvirkninger, der lader skinne igennem på individets tilstand. På en meget naturlig og næsten støttende måde beskriver forfatteren, hvorledes det postmoderne menneske står over for den vanskelige opgave at tilpasse sig i et samfund, hvor virksomheden omvendt står over for at få organisationen fyldt med medarbejdere til at virke, så det passer med det, medarbejderne tilsammen kan yde.

Spændingsfeltet mellem hensyntagen til virksomheden, medarbejderen og coachen, der får til opgave nænsomt og blidt at føre alle ind på sporet igen til ydelse af det optimale, bliver beskrevet i bogen på en måde, der virker både genkendelig og optimal.

En særdeles velskrevet og vedkommende bog om et særdeles velkendt og omtalt problem.

————————————————————————————————————————————————–

Hvor er det vigtigt, at en bog som denne skrives og udgives. Og hvor er det farligt.

Forord til Stresscoaching – Coaching i grænselandet af Steen Hildebrandt

————————————————————————————————————————————————–

Hvor er det vigtigt, at en bog som denne skrives og udgives, og hvor er det farligt. Vigtigt, fordi alt for mange mennesker i det højt udviklede danske samfund lider af stress – og kan og bør hjælpes. Farligt, fordi vi risikerer, at endnu et vigtigt begreb med tilhørende etik og metode- og redskabsdel reduceres til noget alt for simpelt og smart, som enhver kan lære sig på et par uger.

Men bogen ud og gøre gavn. Det er en såvel teoretisk som praktisk velfunderet bog skrevet af en person, der har mange års erfaring med både coaching og stresshåndtering. Man mærker hele vejen igennem bogens teoretiske forankring og dybde, men teorien får aldrig lov til at blive den dominerende del af bogen. Det dominerende er hele vejen igennem det konkrete, det konkrete eksempel, den specifikke historie, den konkrete fremgangsmåde, den dybe og konkrete forståelse af det enkelte fænomen, den enkelte fase i et forløb, den konkrete metode mm.

Bogen udkommer på et tidspunkt, hvor der er krise i erhvervslivet, og hvor der derfor er vældig store pres på den enkelte leder og medarbejder; det er der i øvrigt også i opgangstider, men der manifesterer det sig på andre måder. Resultatet kan let være det samme: nemlig stress. Der er ufattelig meget stress i det danske og – må man formode – i mange andre samfund, der ligner det danske. Forfatteren oplyser i bogen, at 35.000 danskere hver dag melder sig syge fra arbejde på grund af stress. Hvordan skal det forstås? Hvordan kan det forklares? Hvad kan gøres?

Hvad er det for et liv, mennesker lever, dels i privat- og fritidslivet, men også – og måske i denne sammenhæng i særlig grad – i arbejdslivet? Forfatteren taler om, at vi lever i en performancekultur; vi skal præstere, performe og konkurrere; vi bliver målt, evalueret og hvor er det farligt testet; der er sat mål, tider og kriterier op for den enkeltes adfærd og præstationer – allerede fra årene i børnehave og skole, og i hvert fald: Fra man gør sin entré på arbejdsmarkedet, skal der præsteres; der er performance, og der er performance indikatorer – eller måske oven i købet: key performance indicators, og hvis man ikke lever op til det forventede? Ja, så er der problemer, og hvis man ikke véd, hvad der forventes, så er der måske også problemer.

Det er ikke denne bogs ærinde at få hold på de fænomener i samfundsudviklingen, der er med til at skabe den megen stress. Bogens ærinde er at forstå og håndtere den stress, der så at sige allerede er en realitet, men selvfølgelig også at give anvisninger på, hvorledes man kan undgå eller bidrage til at undgå, at stress overhovedet får lov til at udvikle sig – eller udvikle sig så stærkt, som det sker i alt for mange tilfælde.

Men mon ikke vi kan sige med sikkerhed, at den megen stress i det danske samfund bl.a. har at gøre med de vældige samfundsændringer, der sker i overgangen fra det gamle industrisamfund og til det moderne viden-, oplevelses- og netværkssamfund? Og at den megen stress derfor bl.a. er et ledelses- og organisationsanliggende – et anliggende for den moderne arbejdsplads? Jeg er overbevist om, at stress i meget høj grad handler om livet på den moderne arbejdsplads, og derfor skal denne bog læses af ledere, fagforeningsmennesker, HR-ledere og HR-konsulenter og mange andre mennesker, der på forskellig måde er med til at bestemme, hvorledes den moderne arbejdsplads og organisation indrettes og ledes. Jeg er glad for at kunne byde velkommen til denne meget kompetente og velskrevne bog. God læselyst!

Del denne side:
Share 'Boganmeldelser' on Facebook Share 'Boganmeldelser' on Google+ Share 'Boganmeldelser' on LinkedIn Share 'Boganmeldelser' on Twitter Share 'Boganmeldelser' on Print Friendly