Stresscoaching – med næven i bordet

Af Erhvervspsykolog Majken Matzau Matzau Erhvervspsykologer

I 90’erne var det Værdibaseret ledelse, Grønne regnskaber og Den lærende organisation der stod på dagsordenen. I årene i det nye millenium er det coaching og stresshåndtering, der hitter.

At det lige præcist er disse to discipliner, som boomer frem, er ikke et tilfælde. 35.000 danskere melder sig hver dag syge af stress, og de personlige såvel som de forretningsmæssige konsekvenser er uoverskuelige. Et menneske, der ”går ned” med stress, som det hedder sig i hverdagstale i dag, har en lang og kvalfuld vej foran sig i forsøget på at komme ”tilbage”.

Men hvordan skal disse mange mennesker bedst hjælpes? Skal man fx sygemelde totalt i en periode, eller være ”lidt” på arbejde”?

Spørgsmålene er mange, og svarene er lige så mangfoldige. Samtidig er coaching som disciplin blevet en massevare-betegnelse, som ingen i dag rigtig kan blive enige om, hvad dækker. Således kan man på markedet finde alt lige fra businesscoaching, elitecoaching, systemisk coaching, e-learning coaching, NLP coaching, The Workcoaching osv.. til ”stress-coaching”.

I denne artikel diskuterer de personlige implikationer hos de klienter, der bliver syge og går ned med stress, samt hvilken form for professionel behandling, der dermed kaldes på. Alt for mange uerfarne coaches slår sig i øjeblikket ned og tilbyder stresskurser og stresscoaching. Og problemets omfang og alvor taget i betragtning, kan uerfaren og uprøvet coaching i denne sammenhæng have fatale konsekvenser.

Det er på tide, at der stilles nogle faglige standarder og krav til de professionelle, der ønsker at ernære sig som coaches, og i særdeleshed til de, som fungerer som stresscoaches.

Coaching – kvalitet er et must
Som jeg diskuterede i min artikel, Coaching – Et spørgsmål om forløsning, er der stor forskel på, hvilken type coaching, der forsvarligt kan anvendes i forskellige kontekster. Taler vi om ledere, der anvender coaching-teknik som et redskab i den daglige ledelse, er det fint og tilstrækkeligt med kortere coachingkurser og uddannelser, der forløber over et par moduler og måneder.

Men i de mange tilfælde, hvor i øvrigt velmenende folk vil nedsætte sig som professionelle coaches, er det – uanset hvilken type coaching man uddanner sig indenfor – ikke forsvarligt med disse korte uddannelser, som slet ikke sikrer den rette erfaring, teoretiske indføring eller træning. De fleste af de uddannelser, som kan findes på markedet i dag, er således ikke omfattende nok til at løfte det ansvar, som det kræver at arbejde med en disciplin som coaching.

Coaching er et særdeles powerfuldt værktøj med et stort potentiale for at skabe udvikling og forandring, men dermed også et lige så stort potentiale at gøre skade. Igennem coaching kan der let åbnes op for uløste personlige konflikter, traumer og sår på sjælen. Konflikter og sår, som en utrænet og uerfaren coach ikke har en chance for at behandle professionelt.

Case: Pandoras æske
En bekendt – en kvinde, som er ved at uddanne sig som coach, har for nyligt lavet sit eget firma og arbejder med stresstests såvel som coaching. Hun fortalte mig i den forbindelse om en situation, hvor hun havde haft en kunde til testtilbagemelding.

Under tilbagemeldingen kunne den pågældende coach mærke, at kunden var trist. Coachen siger til kunden: ”Jeg får en følelse af, at du bærer på noget sorg.” Hvorefter kvinden grædende buser ud med sin personlig historie og taler og hulker i 1,5 time. Den pågældende coach, vidste ikke hvad hun skulle gøre, og havde ikke erfaring eller værktøjer til hverken at styre samtalen eller henvise videre til en psykolog, eller til sågar selv at behandle kvindens problemer. Problemer som jo lå helt uden for den kontekst, som samtalen burde have fundet sted i.

Dette eksempel er desværre blot et blandt rigtig mange. Heldigvis er kvinden i casen professionel og bevidst nok til at opsøge supervision og søge videreuddannelse, før hun nedsætter sig som personlig coach. Men dette er desværre langt fra reglen. Som jeg beskrev i Coaching – Et spørgsmål om for-løsning, er coaching en disciplin brolagt med pitfalls, og mulighederne for at åbne Pandoras æske eller for projektion og manipulation er mange.

Stress- coaching – en killer
Dette gælder i særdeleshed, når vi taler om ”stress-coaching”. Stress er ikke en modedille eller et buzzord, der letsindigt kalder på trendy coaching eller stresskurser. Stress er en meget alvorlig tilstand, som alt for mange mennesker i Danmark i dag bliver syge af, og mange kommer aldrig tilbage igen på fuld kraft i deres arbejdsliv. Dette kan kun afhjælpes gennem professionel behandling.

1400 personer dør om året på grund af stress i DK. De typiske fysiske symptomer er forhøjet blodtryk, hjertebanken, tryk i brystregionen, søvnløshed, mave-og fordøjelsesproblemer samt hyppige infektioner. Følelsesmæssigt er stresstilstanden ofte præget af utilstrækkelighedsfølelse, nervøsitet, vrede, depression og træthed.

Det er ofte først ved meget dramatiske fysiske konsekvenser, at stress endeligt diagnosticeres og der søges hjælp. Selvom der er kommet meget fokus på stressfaktorer og symptomer i virksomhederne i dag, er en del af stress-syndromet nemlig altid manglende selverkendelse og kontakt til sit selv og sin krop.

En stresssygemelding er en meget alvorlig situation, og jeg ser igen og igen at problemet fortsætter under sygemeldingen. En stressramt person er ofte præget af en utilstrækkelighedsfølelse, som forstærkes under en sygemelding. Jeg ser alt for mange sygemeldte ledere og medarbejdere, der ikke giver sig selv tid og omsorg nok til at regenerere og bearbejde de personlige og arbejdsmæssige mønstre og faktorer, der oprindeligt bidrog til sygemeldingen.

Ofte forsøger de stressramte at komme i gang igen for hurtigt, eller at nå alt det derhjemme, som de mener at have forsømt på grund af lange arbejdsdage, hvorefter de typisk ”går ned igen” og må tage endnu en tur rundt i møllen. Når en stressramt for tidligt kommer tilbage på arbejdet, går der typisk 2, max 3 dage, og så falder hammeren. Igen.

Hermed er den periode, sygemeldingen har varet, spildt, og der må startes forfra. Det er ofte først her, der søges professionel hjælp.

Det er af stor vigtighed, at en sygemeldt person tilbydes professionel hjælp, da de ellers kan være syge i årevis. I mit virke som psykolog møder jeg disse klienter i en tilstand af opløsthed, utilstrækkelighed og rådvildhed. De hyperventilerer, har forstoppelse og sover dårligt. Ofte er de vrede på sig selv, og hårde i deres selvvurdering.

Stresscoaching – en selvmodsigelse
I denne sammenhæng er begrebet stress-coaching en selvmodsigelse. Når et menneske bliver sygt af stress, eller er ved at blive syg, er det ikke nemlig slet ikke coaching, der er brug for. Coaching kan i bedste tilfælde ikke hjælpe, men i værste tilfælde bidrage til at forværre problemet og skabe yderligere stress hos den ramte.

Der er derimod brug for akut krisehåndtering, løbende vejledning, opfølgning og psyko-edukation omkring stress og symptomer. Stress er en tilstand, hvor selverkendelse er endestationen, og hvor klienten har brug for omgående og kontant vejledning, step for step.

Når kunder kontakter mig i forbindelse med stress og ønsker coaching, møder jeg dygtige, professionelle ledere og medarbejdere, der enten er ved at blive syge af stress – eller allerede er det. De kan mærke, at de har det dårligt og de er godt klar over, at der nok er nogle stresssymptomer. Men derfra og til en dyb erkendelse af, hvordan det virkelig står til, er der lang vej.

Således er første step altid at hjælpe den enkelte med at forstå, hvad det er, de står i. Og her interviewer jeg dem gerne om deres historie, symptomer, selvforståelse, arbejdssituation, private situation, følelser og adfærd. Den største opgave er altid her, at spejle dem og informere dem om stress, symptomer, stressfaktorer og konsekvenser. Der skal ikke hyggesnakkes, men tales meget direkte, idet selverkendelsen omkring stress som regel er meget træg og forsvarspræget. Her er opgaven som coach at være yderst instruktiv og klar i talen.

Allerede dette første step, kræver en coach, der dels er uddannet og specialiseret indenfor stress og derudover har den erfaring, det kræver at kunne ”diagnosticere” alvor, symptomer, personens psyke og forsvarsmekanismer. Endvidere kræver dette step en meget erfaren coach, idet den generelle coachingteknik, hvor coachen kun er faciliterende, forlades og afl øses af det, vi ellers underviser i aldrig at gøre i coaching – nemlig at interviewe efter data og instruere og rådgive. Denne balance mellem coaching og instruktion kræver indsigt, uddannelse og erfaring.

Næste skridt er altid at assesse, hvad den stress-ramte virkelig har brug for. Det kan de ikke mærke selv. Hvis de kunne det, ville de aldrig have kørt sig selv så langt ud over tærskelen, at de var ved at blive syge af det. Opgaven er her i høj grad at slå næven i bordet. Det er min erfaring, at den stressramte som oftest har modstand på at indse, hvis der er brug for en sygemelding. At der er modstand på at vælge fra, trække sig og skære fra på alle fronter.

Alle forsvarsmekanismerne bliver således aktiveret. Og her er coachens opgave ikke at coache, men derimod at være styrende. At vedholdende og med autoritet at holde spejlet op, instruere og informere. Og især at synligggøre konsekvenser. Og kun bruge coachingteknik i det omfang, den stress-ramte kan bære. I enkelte tilfælde må man være professionel nok til at gøre det klart for klienten, at man ikke kan hjælpe dem, hvis de ikke vil hjælpe sig selv.

8 ud af de 10 kunder jeg får med stress er ikke sygemeldt endnu og har brug meget direkte intervention for komme igennem den mur, der handler om kontrol, pligtfølelse og angsten for at falde. Ud af de 8 kræver ca 5 sygemelding.

Den første ”coaching” i denne kontekst skal altid munde ud i en simpel handleplan for den stressramte. En handleplan på få punkter, med fokus på en evt. sygemelding hos lægen, en samtale med HR og nærmeste leder, en sygemelding eller aftale på arbejdet, rådgivning omkring hvor længe perioden skal vare, og hvordan spillereglerne skal være mht. fx hjemmecomputer eller kontakt med arbejdspladsen. Her skal man endvidere være meget skarp, idet den stressramte altid skal have det skåret helt ud i pap, hvor længe de må påregne at være sygemeldt. En måned er som regel ikke nok, hvis de er så syge, at vi taler sygemelding.

Fra instruktion til proces
De efterfølgende coachinger vil typisk handle om at følge op på de aftaler, der blev lavet i første coaching samt at være professionel autoritet såvel som støtte under sygemeldingen. Den stressramte skal hele tiden holdes i ørerne, idet de fleste går i den fælde, at de ikke kan rumme uroen og utilstrækkelighedsfølelsen, og måske læser emails, tager ind på kontoret, maler hele huset eller begynder på et træningsprogram. Det skal indprentes igen og igen, hvor vigtig ro og hvile er, og at de skal sove så meget som muligt i denne periode.

Når den første krise er overstået kommer tiden til at begynde den egentlige coaching. Når rammerne er trygge og etablerede i den stressramtes arbejds- og privatliv, når situationen er accepteret og der begynder at komme overskud til selvrefleksion, og når der begynder at vise sig eksempler i hverdagen derhjemme på de tanker og overbevisninger, som skaber stressen. Opgaven er her i coachingen fortsat at spejle, fastholde og støtte. Men videre at påbegynde det egentlige arbejde omkring at undersøge og forstå, hvordan det gik til, at personen blev syg og stresset.

I denne fase nytter det ikke med mål- og løsningsorienteret coaching. Det flytter ikke ret meget at lave handleplaner over hvilke stressfaktorer der skal elimineres. Arbejdet der skal gøres her, handler om at bringe personen hjem til sig selv og sit personlige ansvar for at have skabt situationen. Vi taler aldrig om, at personen er offer for dårlig ledelse eller organisation. Dette er kun en lille del af det, om end stress i organisationer altid er et ledelsesmæssigt ansvar, jf. min artikel Stresshåndtering i postmoderniteten – En ledelsesopgave.

I arbejdet med stresssygemelding ser jeg det som af afgørende betydning for den stressramte at få et billede af sit eget kollaps som en gave; en gave, der handler om at få kontakt til sig selv igen efter i al for lang tid at have været ”ude af sig selv”. Gaven handler om at genopdage sig selv, sin krop og sin sjæl efter en lang omvej med fokus på det, som ligger uden for selvet – opgaver, pligter, chefer, børn, kunder, kollegaer. Gaven kan videre handle om at lære at sige til og fra og opbygge et stærkere selvværd.

Jeg taler her aldrig om A-typer eller B-typer – en diskurs, som jeg mener, fører til stigmatisering, og som jeg i mit arbejde endvidere finder irrelevant for klientens healingsproces. Nyere forskning underbygger denne indstilling og gør op med myten om, at stress handler om persontypologi. Alexander Perski fra Karolinska Instituttet understreger i sin bog ”Stress och Sjukdom” at stress kun i de færreste tilfælde handler om individuelle personlige faktorer, men derimod om langvarig belastning, jf. Stresshåndtering i postmoderniteten – En ledelsesopgave.

Jeg taler endvidere heller aldrig om ”udbrændthed” som er en diagnose der kan stigmatisere svage klienter i årevis. Det er af yderste vigtighed, at den professionelle autoritet, man som coach er nødt til at bringe i spil i forbindelse med stressproblemer, bruges med bevidsthed, erfaring og ansvarlighed, idet man ellers kan komme til at manipulere eller stigmatisere klienten.

Set fra en professionel synsvinkel er det på tide, at vi slår næven i bordet og får en debat om coaching og behandling i forbindelse med stress. Det bør synes indlysende, at en utrænet og uerfaren coach, uforvarende kan gøre mere skade end gavn i forbindelse med behandlingen af stress.

Bruger man coachingteknik for tidligt i forløbet, vil den stressramte typisk blive yderligere overvældet, idet coaching altid handler om at åbne op for alternative vinkler, forståelser og handlemuligheder. Og dette kan bidrage til at skubbe en allerede belastet person endnu længere udover rampen. Den enkelte fokusperson har ikke en chance for at gennemskue denne situation, og en uerfaren coach ser måske netop coachingen som en succes, når fokuspersonen går ud af døren med en lang række handlepunkter, mål og hjemmeopgaver.

With great power comes great responsibility
Stress-syndromets alvor og omfang har taget væsentlig til i de senere år. I takt hermed, er tilbuddene om coaching og kursusvirksomhed eksploderet. Personligt ser jeg at forekomsten af stresstilfælde rummer et stort potentiale og en vej frem. Et potentiale der handler om muligheden for at flere og flere mennesker kommer hjem til sig selv efter års fartblindhed. At flere og flere mennesker oplever en tiltagende orientering mod indre ro, balance og centrering. Efter sundhed, sandhed og styrke. Dette er den potentielle gave, der altid ligger for den enkelte, som bliver syg af stress. Denne gave kan ofte kun åbnes med professionel hjælp udefra. Enkelte klarer det selv og bliver mere bevidste mennesker, der træffer nyere, viisere og mere sunde beslutninger i deres liv.

Men andre, der ikke har dette klarsyn eller evne, og som ikke får professionel hjælp kan udvikle depression og risikerer aldrig at komme tilbage på arbejdsmarkedet. De åbner derimod Pandoras æske og drukner i malstrømmen. Dette har høje omkostninger for den enkelte såvel som for samfundet og virksomhederne. I den sammenhæng kan utrænet og uerfaren coaching gøre mere skade end gavn.

Alt i alt kan coachingbølgen såvel som wellnessbølgen og økobølgen alle ses som udtryk for samme tendens i tiden. En positiv og glædelig bevægelse mod større bevidsthed, nænsomhed og personlig centrering. En tendens, der sætter fokus på bæredygtighed, personlig ansvarlighed og selvrefleksion. Med andre ord en udvikling beskrivende en bevægelse fra det materielle mod det åndelige.

Og som beskrevet rummer coaching som disciplin et meget stort potentiale for at facilitere denne udvikling og forandring. Netop derfor er coaching blevet så populær. Men med denne kraft rummes lige så stor mulighed for at udrette skade.

I filmen Spiderman får Spiderman en advarsel, i forbindelse med at han udvikler sine spider super-kræfter: ”With great power comes great responsibility”. Dette udsagn rummer stor sandhed, og bør være vores eget mantra som professionelle coaches og behandlere. Og denne ansvarlighed bør gøres gældende over for alle vi professionelle, der ernærer os som coaches eller oven i købet selv uddanner kommende coaches.

Del denne side:
Share 'Stresscoaching – med næven i bordet' on Facebook Share 'Stresscoaching – med næven i bordet' on Google+ Share 'Stresscoaching – med næven i bordet' on LinkedIn Share 'Stresscoaching – med næven i bordet' on Twitter Share 'Stresscoaching – med næven i bordet' on Print Friendly