Som topleder skal du være du et fyrtårn i stormen, en rolig kaptajn, der navigerer gennem ethvert uvejr med sikker styring. Men selv de stærkeste strukturer kan slå revner, når presset bliver for stort.
Stress kommer snigende, skjuler sig i skyggerne, indtil du opdager, at du ikke længere er den, du var. Her er otte tegn på, at du er ved at miste dig selv – og hvordan du finder vejen tilbage.
- Søvnen svigter dig
Natten er blevet din modstander, en kampplads, hvor tankerne marcherer uophørligt. Din seng, som tidligere var et hvilested, er nu snarere en endeløs labyrint, hvor du – hvis du overhovedet faldet i søvn – vågner med en krop, der burde være udhvilet, men føles rastløs og anspændt. Dine øjne er åbne, men sindet er uroligt og omtåget.
- Arbejdets ild er slukket
Der var engang, hvor du brændte for det hele – visionerne, resultaterne, strategien. Nu føles det hele som en tom gentagelse, en mekanisk bevægelse uden sjæl – eller måske en manisk og stakåndet løben i ring.
- Kroppen råber, men du lytter ikke
Hovedpine, spændinger, maven der knuger sig sammen– kroppen har sin egen måde at sende advarsler på. Men du ignorerer dem, skubber dem til side, fordi der er noget vigtigere, der skal ordnes. Noget uopsætteligt, du skal tage dig af. Igen. Og igen.
- Dine relationer svækkes
Familie og venner begynder at føles som forpligtelser og et punkt på dagsordenen i stedet for et frirum. Du aflyser, udsætter, lover at tage det op senere. Men senere kommer aldrig. De, der elsker dig, mærker det, før du selv gør, og forsøger at få dig i tale. Men du lytter ikke.
- Du ignorerer din intuition
Engang vidste du instinktivt, hvad der var rigtigt. Nu tøver du, tvivlen vokser, og det klare kompas, du altid har fulgt, er blevet sløret.
- Du bliver handlingslammet
Valgene, der før var en naturlig del af din hverdag, føles nu som en bjergbestigning. Tvivlen kvæler din handlekraft, og du skubber beslutninger foran dig i stedet for at tage dem. Eller også tager du dem for hurtigt og reaktivt.
- Du isolerer dig
Du plejede at tage initiativer og følge op. At gå forrest og invitere var en del af din personlighed – både på arbejdet og derhjemme. Nu gemmer du dig bag din skærm og lukker døren – bare for at være i fred.
- Du dulmer med stimulanser
Et glas vin for at falde til ro. En dobbelt espresso for at komme i gang. En sukkerholdig snack for at holde energien oppe. Små, umærkelige vaner, der sniger sig ind og bliver din støtte. Men de lindrer kun på overfladen – underneden vokser træthedens rodnet.
Vejen tilbage:
Hvis du kan genkende dig selv i denne beskrivelse, er det tegn til at stoppe op. For at komme tilbage på sporet kræver en bevidst indsats. Her er nogle skridt, du som leder kan tage:
Tal med din bestyrelse:
Læg kortene på bordet og bed om reel hjælp: Nu skal laves løsninger – og lappeløsninger er ikke nok.
Sæt grænser:
Træk dig og sig nej til opgaver og events, der ikke er essentielle. Deleger ansvar og giv plads til dit ledelsesteam. Der skal sorteres fra – ikke lægges til.
Tal med din partner:
At være transparent overfor dine nærmeste – og først og fremmest overfor dig selv – er nøglen til at kunne tage imod hjælp. Og hjælp – det har du brug for.
Genvind kontrollen over dine valg:
Få kontakten til din beslutningskraft tilbage ved at få styr på din kalender og dine opgaver.
Prioritér din egen restitution:
Din energi er din vigtigste ressource. Planlæg tid til pauser og ferie, og tag dem alvorligt. Meget. Alvorligt.
Find ro i stilheden:
Meditation, refleksion eller blot en gåtur uden telefon kan hjælpe dig med at genoprette den dybere kontakt til dig selv og til din intuition. Men du er nødt til at blive stille.
Erstat destruktive vaner med sunde alternativer:
Udskift vin med en kop te, koffeinchok med en kort lur, fastfood med nærende måltider. Så er der også en chance for, at du rent faktisk kan sove i nat.
Skab en rolig aftenrutine:
Søvn er vigtigere end alt andet. Sørg for at geare ned efter kl.19. Se en serie. Tag et bad. Læs i sengen. Telefon og lab top skal gemmes langt væk. Du skal sove, og det er nu. Og det er i 8 timer.
Søg støtte:
Du behøver ikke at klare det alene. En executive coach eller en mentor kan hjælpe dig med at skifte kurs og komme tilbage til dit gode, stærke og sunde jeg, med både handlekraft, livsenergi og kontakt til dig selv.
At tage vare på dig selv er ikke en luksus – det er en nødvendighed for at kunne lede med styrke og klarhed.