I begyndelsen af året fik jeg en henvendelse om Executive Coaching fra en mand i slutningen af 50’erne, som både har skabt og solgt en lang række særdeles succesfulde virksomheder, og som i dag sidder i et hav af bestyrelser samt investerer i startups, ligesom han også fortsat stifter nye virksomheder.
Med andre ord – en mand med en stærk vindermentalitet, som igennem et langt liv havde skabt succes efter succes.
Han er lykkelig gift med velfungerende voksne børn, hans formue er enorm, og han både bor og lever et liv med impact, purpose og mening.
Men alligevel trives han ikke.
Grunden til, at han kontaktede mig var, at han havde mistet energien, men ikke kunne forstå hvorfor. ”Jeg kan ikke mærke gnisten længere” sagde han.”
Og som så mange, af de handlekraftige og succesfulde professinelle, jeg møder i min praksis, ledte han efter gnisten – dér, hvor han tidligere i livet havde fundet den gang på gang – nemlig i sine præstationer.
Det heliotropiske perspektiv
For det er naturligt, at vi som mennesker forfølger de strategier og den adfærd, som har skabt succes samt anerkendelse for os i omgivelserne. Indenfor psykologien har vi således i mange år arbejdet med anerkendelse om udviklingsredskab ud fra devisen, at vi mennesker, ligesom potteplanten i vindueskarmen der drejer blomsterhovedet mod lyset, ligeledes søger mod lyset og bevæger os hurtigst, når der er håb, succes og positive forventninger forude.
Og hvor har jeg mødt mange dygtige, professionelle og engagerede mennesker i min praksis, der – netop fordi de har været så dygtige og succesfulde igennem livet – igen og igen søger at genskabe denne helt særlige energi, der kan opleves, når man når et stort mål, eller man skaber en virksomhedssucces.
Et spørgsmål om selvværd?
For det blotte psykolog-øje kan det se ud som om, at en mand, som her beskrevet, måske har mistet energien på grund af slagsiderne ved hans stærke vindermentalitet. Man kunne også antage, at han har udviklet en ultra høj selvtillid (en reaktiv selvfølelse baseret på succes og performance i den ydre verden) på bekostning af selvværdet (den selvfølelse, som er solidt forankret i psykens dybere lag og som er uafhængig af performance i den ydre verden). Og således kunne man vælge at arbejde terapeutisk med klientens selvværd, hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ide.
Men… Min erfaring er dog, at både årsag samt (for-) løsning ofte er langt mere enkel, og som beskrevet ovenfor snarere handler om, at man grundet sin dygtighed og store succes bliver ved med at jagte den samme gnist, og at man dermed vedholdende kommer til at gøre ’mere af det samme’, hvorfor den egentlige livsudvikling ikke bliver fremherskende.
Prinsen, kongen og vismanden
For vi bevæger os i vores professionelle liv igennem nogle overordnede livsfaser, som jeg ynder at beskrive som prinse-, konge- og vismandsfasen.
Jeg beklager dette ikke-woke køns-narrativ, men det giver ikke mening – uanset hvilket køn man bekender sig til – at anvende ’prinsesse-fasen’ som metafor i denne sammenhæng. For en prinsesse er i eventyrets verden en dydig og smuk ung pige, som sidder på sit prinsesseslot og venter på prinsen på den vide hest.
Prinsen derimod er en ung mand, som skal overkomme en mange strabadser og bestå en række tests for at bevise overfor både sig selv samt for omverden, at han er tapper, dannet og ædelmodig for således en dag at blive værdig og gøre sig fortjent til guldet – som er kronen.
Prinsefasen – som vi alle sammen bevæger os igennem i vores ungdom – er således kendetegnet ved et højt niveau af energi samt drivkræfter, der primært centrerer sig om at bevise sig selv, at overvinde, at erobre, at sejre samt at gøre sig fortjent til.
Når kongeriget (eller dronningeriget) skal ud i et slag, er det prinsen, der på sin hvide ganger, galoperer rundt om hæren og holder dundertalen.
Kongen (eller dronningen) befinder sig derimod langt fra slagets gang – i sikkerhed og ophøjet på en klippetop. Og når kongen (eller dronningen) giver signal til angreb, er det prinsen, som ridder forrest ind i slaget – hvor han måske, måske ikke – udmærker sig ved sin tapperhed og krigsdygtighed og således rykker et skridt tættere på guldet og tronen. Såfremt han overlever.
Kongens (dronningens) liv er derimod så vigtigt, at dette ikke kan risikeres. Kongen (dronningen) har langt mere indflydelse, power og autoritet end prinsen. Kongen er nemlig i modsætning til prinsen ’ankommet’. Han skal ikke længere gøre sig ’fortjent til’ hverken titlen eller magten – han ’er den’. Han er guldet.
Og dette er en position, som rummer en helt anden energi, kraft og sikkerhed, end prinsen, som skal kæmpe for at blive anerkendt.
Fra prinse- til kongefasen
Prinsefasen varer typisk fra vi er i begyndelsen af 20’erne og op til slutningen af 40’erne og er kendetegnet ved, at der er et højt drive mod præstation og anerkendelse. Det er i denne lange fase, at vi skal skabe en identitet og indtage en plads på verdenskortet, ligesom det også er i denne periode vi stifter familie og bygger rede.
I denne fase kan man – og vil man – gøre en ekstra indsats og arbejde hårdt samt i mange timer, og man kan også her slippe afsted med at springe et par timers nattesøvn over.
Kongefasen derimod rummer en langt større ro samt en dybere og mere ægte autoritet, som strømmer inde fra psykens lag, og som matcher den ophøjede position, som konge (eller dronning).
Lad mig lige her slå fast, at kongefasen ikke nødvendigvis handler om en tilkæmpet ydre position som topleder, men snarere om en indre position, hvor man har kæmpet sig frem, udviklet sig samt fundet sig selv. Det et institut for indre karriere snarere end ydre, vi taler om her.
Den u-erkendte konge
Pointen er her, at hvis en konge stadig føler sig drevet af prinsens motiver og har et højt niveau af prinseadfærd, giver det bagslag. Kongen mister både autoritet, status og energi ved fortsat at jagte anerkendelse og skulle ’gøre sig fortjent til’.
Det er således umuligt at forestille sig Dronning Magrethe galopere rundt på slottet og servicere alle andre for at overbevise dem om, at hun er god nok og værdig til at være dronning. Dronningen er den. Hun skal ikke bevise sig eller gøre sig fortjent til kronen.
Og hvor har jeg mødt mange konger i min praksis, som for længst er gået ind i kongefasen, men som – netop fordi de har været så dygtige og succesfulde i prinsefasen – vedbliver med at gøre og søge mere af det samme, som fyldte dem med formål og energi i prinsefasen.
De har således ikke erkendt, at de allerede er konger, og de ikke længere kan finde hverken formål, mening eller energi i at jagte succeser, anerkendelse samt flere stjerner på skuldrene.
Vejen hjem
Det forløsende øjeblik i samtalerne med en sådan konge kommer ofte med denne spejling: At han for længst er gået ind i kongefasen, og derfor ikke længere kan finde hverken gnisten eller energien i den gamle prinseadfærd, som jo netop skabte den succes og anerkendelse, som har bragt ham til tronen og placeret kronen på hans hoved.
Og det er i denne forløsende erkendelse, at bevidstheden og de psykologiske drivkræfter skifter, og den uerkendte konge kan finde hjem til sin kraft, sin ro og sin storhed som en mand og et menneske, der er ankommet, fremfor at galopere evigt på vejen uden nogensinde at komme helt frem.
Stay tuned.
