Det skriver DR om Matzaus Stressworkshop

Majken Matzau Stress workshop

Lyt til din mave og undgå stress
Af journalist Sanne Strøh Andersen, DR

Læs hele artiklen på DR.dk

“Stress er igen på mediernes dagsorden – og flere og flere af os oplever perioder med regulær stress. Jeg er en af dem, der har selv har været der, og derfor tog jeg glad imod invitationen, da psykolog og stressekspert Majken Matzau inviterede til stressworkshop.

Dagen starter med en aflivning af myten om, at stress kunne rammer perfektionister, eller at man har en eller anden form for psykisk brist, hvis man bliver ramt.

– Stress er mental influenza, siger Majken Matzau og forklarer, at det der sker i kroppen, når vi får stress, er en biologisk reaktion på de belastninger, vi oplever i vores liv. Bliver vi overbelastede vil mængden af stresshormon i kroppen blive så højt, at vi mister evnen til at tænke klart, og så bliver vi syge.

– Der er jo heller ikke nogen, som bare er influenza-typen, eller typer der bare altid får musearm, vel?, spørger Majken Matzau retorisk.

Og det synes jeg er en lettelse at høre. Jeg har, i lighed med flere andre, jeg taler med på workshoppen, alligevel i mit stille sind tænkt, at den var jeg vist selv udenom.

Men Majken Matzau forklarer, hvordan det hænger sammen:
– Når man udvikler stress, så ryger selvfølelsen. Alle, jeg har haft i min konsultation, følte sig utilstrækkelige og tænkte, at det var derfor de havde fået stress. Men det er lige omvendt.

– Det er efterhånden blevet en kunst at slappe af, men vi bliver nødt til at lære det, siger Majken Matzau.

Uroen er en del af livet
Vi laver en øvelse. Den går ud på, at vi først sidder og finder roen og herefter tænker vi på en situation, der på et tidspunkt har stresset os. Og så mærker vi efter, hvad det gør ved kroppen, at tænke på den stressede følelse. De fleste er bagefter enige om, at de får fysiske tegn, som spændinger og overfladisk vejrtrækning, når de tænker på den episode de har valgt, også selv om den i nogle tilfælde lægger år tilbage.

– Der har i flere år været en tsunami af positiv psykologi, og det er også meget fint, siger Majken Matzau og fortsætter:
– Men vi skal også kunne mærke uroen, smerten og vreden. Det er en del af livet. Det handler om, at kunne rumme følelserne i stedet for at fikse eller reparere.

Brug din indre GPS
Vi kan alle have glæde af, at være i god kontakt med os selv, det vil gøre det nemmere, hver gang vi skal træffe en beslutning. Og det er faktisk så smart, at vi alle sammen ifølge Majken Matzau har en indre GPS indbygget, som kan hjælpe os med at finde ud af, om vi skal blive hvor vi er, eller om vi er klar til at flytte os.

Og hvor sidder den her GPS så henne? Den sidder i maven. Så det handler om, hvordan maven reagerer, når man sidder og tænker over, om man skal tage til middagen med de venner, man ikke har set i 6 måneder eller man trænger til en aften alene hjemme på sofaen.

Vi laver alle sammen øvelsen med at mærke efter. skal, skal ikke. Jo, maven siger godt nok noget. Men sekundet efter, er hjernen i gang med at anfægte den beslutning jeg har truffet – og det er åbenbart ganske normalt.

– I skal gå efter den første impuls. Det er den der kommer, før hjernen begynder at blande sig, siger Majken, da vi er færdige med at tjekke vores indre GPS.

Min egen første impuls er, at komme af sted så hurtigt så muligt – hjem til madlavning og børn, da programmet slutter kl. 17. Alligevel ender jeg med, at tage imod det glas champagne, der bliver serveret som afslutning på workshoppen. Så det kræver nok lidt øvelse, at lytte efter, hvad maven egentlig fortæller.”

 “Sådan kan du selv reducere stress:

  • Øv dig i, at være leder i dit eget liv.
  • Sig nej til mere ansvar
  • Sørg for, at din rolle på jobbet er klart defineret
  • Sørg for at få de rette kompetencer (uddannelse) til de opgaver, du skal løse.
  • Afsæt tid til restitution efter spidsbelastninger
  • Brug weekenderne som miniferier uden planer.”

Kilde: Majken Matzau

Del denne side:
Share 'Det skriver DR om Matzaus Stressworkshop' on Facebook Share 'Det skriver DR om Matzaus Stressworkshop' on Google+ Share 'Det skriver DR om Matzaus Stressworkshop' on LinkedIn Share 'Det skriver DR om Matzaus Stressworkshop' on Twitter Share 'Det skriver DR om Matzaus Stressworkshop' on Print Friendly