Morning Prayer

 

Songs from the source

Dette er en smuk dag…

Sidste år hørte jeg i private sammenhænge et stykke musik, der i den grad rørte mit hjerte. Budskabet såvel som energien i musikken udtrykte så smukt, de budskaber og den hjerteenergi, jeg står for, og som jeg altid ønsker at formidle til de mange mennesker, der modtager terapi og rådgivning hos os, som læser mine bøger, som hører mine ord, og som følger mine guidede meditationer.

Dette budskab er, at vi er hele og fuldendte i vores essens. At vi hører til her i Universet. At vi hører til her på vores smukke Jord. At vi ikke skal gøre os fortjent til at være her. Og at vi er værdige.

Værdigheden er given. Den er medfødt og naturgiven.

Budskabet, er at vi er en mikrodel af – en lille celle – i det perfekte makro-Alt. Og at dette Alt, denne fuldendthed, enhed og fuldkommenhed, flyder igennem hver eneste celle i vores mikro-Selv.

For hvordan kan Altet være andet end helt? Fuldkomment… Perfekt?

På samme måde som hver eneste lille celle i din krop er en del af dig. 100 % dig. Èn lille celle kan ikke være ‘ikke-dig’ i din krop. Alt er dig. Og alt i os er ALT. Helt. Fuldkomment.

Budskabet er, at vores evindelige stræben for at blive ‘bedre mennesker’, har det med at føre os længere og længere væk fra os Selv. Ikke fordi der altid er nyt at lære og erfare. Vores enorme fokus på personlig udvikling gør, at vi altid er i bevægelse… vi lærer… vi flytter… vi overkommer.. vi udvikler kompetencer. Men kommer vi tættere på vores egentlige Selv af denne vej? Bevæggrunden for denne stræben bunder nemlig som oftest i en følelse af ikke-værd og følelsen af at være forkert. Følelsen af ikke at være helt rigtig. Denne vores kollektive arv; arvesynden.

Vores indre følelse af ikke-værd er ikke personlig. Den er kollektiv. Og det er iden grad tid til, at vi gør op med den, og ser den for, hvad den er. En udtjent dinosaur-struktur i vores kollektive bevidsthed, som intet mere tjener, og som kun skaber stress og ensomhed.

I løbet af de sidste 15 år har jeg vel haft tusind mennesker i ‘stolen’ hos mig. Hver og en unikke, enestående og ansvarlige mennesker, og hver og en med et stort, bankende hjerte; Ledere og eksperter i alle afskygninger, politikere, skuespillere, konsulenter og alskens godtfolk i alle slags stillinger og positioner. Og fælles for dem alle – med undtagelse af én enkelt – har været, at hver og en følte, at hvis man kiggede dybt nok, havde de nok en personlig brist. En brist der skulle fikses.

Intet kan være længere fra sandheden.

I denne optik er mit arbejde ikke personlig udvikling, men derimod afvikling af de erfaringer og overbevisninger i vores underbevidste, psykiske strukturer, som dunkelt hvisker til os i nattens drømme, at vi ikke er værdige til fællesskabet og til kærligheden.

Og se – derinde under alle disse psykiske strukturer og konstruktioner, som udgør netværket i vores sinds computer, findes en lysende bevidsthed. Din bevidsthed. Din sjæl. Hel og fuldendt. Og altid på rejse. For at rejse, er sjælens ønske og drivkraft. Ikke for at fikse det, som aldrig har været broken, men for at opleve, erfare og ekspandere.

Da jeg hørte sangen; Morning Prayer, vidste jeg, at jeg havde fundet et stykke musik, der på få minutter kan indstille vores tanker og følelser på denne kærlige sandhed. Jeg satte derfor en søgning igang, og fandt kunstneren, Lone Selmer, som fortalte, at hun havde indspillet CD’en som et spirituelt projekt, og at hun havde hele CD’en liggende, uden at den var udgivet. Hun sagde endvidere, at jeg var meget velkommen til at udgive den.

Vi udgav derfor CD’en Songs from the Source sidste år, og har brugt den siden til at åbne vores events, kurser og retreats. Jeg hører selv Morning Prayer i sengen om morgenen eller i bilen – det er så meget lettere og hurtigere end 30 minutters meditation. Og så er bevidstheden og energien indstillet på den rette frekvens for hele dagen.

Så luk dine smukke øjne i 5 minutter et behageligt sted, og lad ordene og musikken fra Morning Prayer flyde igennem dig – nu eller i morgen tidlig. Du kan høre Morning Prayer her:

Tak Lone Selmer. Du gør dagen smukkere.

Kærlig hilsen

Majken Matzau

Del denne side:
Share 'Morning Prayer' on Facebook Share 'Morning Prayer' on Google+ Share 'Morning Prayer' on LinkedIn Share 'Morning Prayer' on Twitter Share 'Morning Prayer' on Print Friendly