LEDERENS PANDEMI FATIGUE

coronavirus - lederens pandemi fatigue

Om lederens pandemi fatique – og 7 gode råd til, hvordan du kommer ovenpå igen

Af Sarah Ambs-Thomsen, Aut. erhvervspsykolog, Matzau Erhvervspsykologer

 

I sidste uge præsenterede regeringen en lang række nye restriktioner ifm. coronavirussen. Sommerens lethed begynder at aftage, og vi vågner alle op til et efterår, der fortsat er fyldt med begrænsninger, aflysninger og ændringer i vores personlige frihed.

Som leder oplevede du måske omgivelsernes ikke-italesatte pres på dine skuldre i foråret. Du skulle være den stærke. Den resiliente. Den med overblik. Den med løsningerne. Den med gåpåmodet. Den, der ikke brød sammen, var ængstelig eller opgivende. Du skulle måske samtidig være der for alle omkring dig. Dine ansatte. Jeres elever, forældre, borgere, klienter, kunder eller samarbejdspartnere osv.

Så kom sommerferien. Den blev budt velkomment med åbne arme, og vi kunne nyde en smule frihed. Men restitutionen var stadig svær at nå til for mange ledere, inden hverdagen begyndte igen.

 

Ensomhed – den sociale smerte

Belastningen ramte hårdt for de ledere, jeg har i forløb hos mig som erhvervspsykolog. Men de ledere, der var hårdest ramt, var de ledere, der arbejdede på højtryk mange timer om dagen, med meget ansvar, og som om aftenen kom hjem til en tom lejlighed eller tomt hus, isoleret fra andre mennesker, på andre matrikler. Selvom der over sommeren har været åbnet mere op, beskriver mange ledere, hvordan ensomheden ved at stå øverst oppe, med alt ansvaret og alt overblikket – koblet med en manglende mulighed for den sociale support, man plejer at kunne få – har været umenneskelig hårdt og haft mange konsekvenser.

Nu, hvor smittetallet er stigende, og restriktionerne ligeså, begynder belastningen hos mange ledere for alvor også at følge med op i kurven. Den langvarige stress har utallige negative sundhedsmæssige, relationelle og karrieremæssige konsekvenser.

 

Tegn på pandemi fatigue

Pandemi fatigue ses ved en fysiologisk tilstand af reduceret mental- og fysisk ydeevne, udmattelse, stress, ængstelighed, håbløshed, grådlabilitet, isolation og ensomhed.

Ensomheden, jeg som psykolog møder i denne forbindelse, er en stærkere form for ensomhed, end den vi ellers ser. En voldsom social smerte. En ensomhed, der lige pludselig rammer de mennesker, der normalt ikke døjer med ensomhed, som en altoverskyggende faktor. En ensomhed, som føles endnu mere uløselig end den plejer, da mange stadig har fokus på ikke at være tæt sammen med andre, man ikke er i nær familie med eller deler matrikel med. En ensomhed som man forsøger at løse ved at række ud til netværket som normalt. Nu møder man til tider andres tøven ved at tage én ind i deres inderste cirkel på grund af sundheds- og sikkerhedsmæssige konsekvenser.

Hudsulten har ramt flere, der ikke pt. lever i parforhold eller familier. Tilstanden, hvor man som menneske mangler fysisk berøring af huden (oxytocin udskilles = ‘kærlighedshormonet’), som skaber ro, tryghed, social samhørighed og både fysisk og psykisk velvære).

Psykisk arbejdsmiljø er en prioritet mange steder. Men til tider ryger ‘lederens psykiske arbejdsmiljø’ i svinget. Det var ikke det, der var i fokus først og fremmest, og lederen er jo den stærke, ikk’?!

Alle har en grænse. Også den stærke leder, der er vant til at stå alene med ansvaret.

 

Genkender du dig selv som leder i denne situation? Så læs med her…

Bliv en del af et ledernetværk. Sørg for ikke at stå alene. Find ind i et af de mange ledernetværk, der eksisterer (skriv til os, hvis du skal sættes i kontakt med et ledernetværk af ligesindede).

 

  1. Søvn har en restorativ funktion for din mentale langtidsholdbarhed
    Sørg for at prioritere din søvn. Søvn er hele fundamentet for din mentale trivsel. Der er en grund til, at man i sin tid brugte søvndeprivation som torturredskab.

 

  1. Situation – ikke person
    Husk, at når nogle afviser nær kontakt, så handler det ikke om afstandstagen fra dig personligt. Det er situationen – ikke personen.

 

  1. Præstation rimer på restitution
    Afled dine tanker fra alt dit ansvar og brug tid på noget hamrende uambitiøst. Nogle afleder deres bekymringstanker ved at se en serie på Netflix, lytte til en podcast/lydbog, gå en lang tur med en god ven/veninde eller lignende. Prioriter tid til at være uambitiøs! (Dronning Margrethe sagde det så fint i nytårstalen for nogle år siden: Gør noget unyttigt – det er ikke så unyttigt endda)!

 

  1. Håndtér dit talepres
    Ikke ved at tage dig sammen eller mande dig op, men ved at få situationen talt igennem igen og igen. Det kan være med en psykolog eller med nær familie og venner.

 

  1. Acceptér tingenes tilstand
    Ja – det er svært. Ja – det er et urimeligt krav at stille til dig som menneske. Ja – det belaster og påvirker mentalt, fysisk og adfærdsmæssigt. Og det er naturligt, forventeligt og normalt. Kæmp ikke imod og negliger ikke dine egne følelsesmæssige reaktioner og tilstande.

 

  1. It’s a phase
    Vi kender denne sætning fra børneopdragelse og håndtering af teenagerne. Men der er en psykologisk sandhed i at huske dette. At huske, at selvom det er svært, så er det en midlertidig situation. En fase. Noget, der har en ende. Måske er det svært at skimte i horisonten, det er også helt ok. Men inkludér ord som “midlertidig”, “pt”, “lige nu” når du tænker over eller taler om din belastning. Dette kan godt sameksistere med en accept af tingenes tilstand.

 

  1. Drop myten om den stærke og fejlfri leder
    Vi har alle styrker og svagheder. Vi har alle en grænse, og vi har alle brug for social støtte omkring os. Uden undtagelse. Det er sundt for dine ansatte at opleve, at du er et helt menneske, med alt hvad det indebærer.

 

Den næste pandemiske udfordring på arbejdspladserne bliver uden tvivl at udjævne belastningskurven for mental sundhed – både for medarbejdere og ledere.

Hos Matzau Erhvervspsykologer står vi klar til at hjælpe jer med netop dette.

 

De bedste hilsner

Sarah Ambs-Thomsen Aut. erhvervspsykolog, Matzau Erhvervspsykologer

Del denne side:
Share 'LEDERENS PANDEMI FATIGUE' on Facebook Share 'LEDERENS PANDEMI FATIGUE' on Google+ Share 'LEDERENS PANDEMI FATIGUE' on LinkedIn Share 'LEDERENS PANDEMI FATIGUE' on Twitter Share 'LEDERENS PANDEMI FATIGUE' on Print Friendly