Vi er ikke de samme…

 Forfatter, psykolog og direktør Majken Matzau

 

Vi er ikke de samme…

Så er det tid til nytårforsætterne. Igen. Alle taler om dem.Men hvis du også, som mennesker flest, laver det samme forsæt år efter år, er det måske på tide at lave nogle helt andre forsæt, eller bare droppe dem helt. Jeg plejer ikke at lave forsætter, men derimod at reflektere lidt over året, der gik og året, der kommer.

Men i år vil jeg mærke efter med nysgerrighed, hvad der i dybet af mig, egentlig ønsker at træde frem i det nye år. Hvad mon der virkelig ønsker at bevæge sig fra en idé eller impuls i bevidsthedens indre planer til en manifestation og handling i de ydre planer?
For hverken du eller jeg er helt den samme, som vi var for et år siden. Og hvis vi ikke er helt den samme, er vores retning, ønsker, længsler eller intentioner heller ikke helt de samme.Selvom der kun skulle være tale om nuancer… bitte små forskelle… er det dog stadig forskelle.
Og det er som bekendt forskellen, der gør en forskel.
Det er forskellen, der gør, at vi erkender verden på ny, og kan vælge at træde ud af vores komfortzone. Dette er bevægelse. Udvikling om man vil. Men det kræver, at vi tør give slip på gamle darlings, for at betræde nye stier. De gamle stier føles vel efterhånden også lidt udtrådte og slidte. Uden kant, uden kraft.
Men dér… dybt inde fra vores sjæl… vibererer nye impulser. Impulser, der kan tilføre vores liv ny vitalitet og glæde. Hvis vi da ellers giver os selv tid, plads og rum til at blive stille og lytte dybt nok.For sjælens stemme hvisker blidt. Så uendeligt fint og stille. Hvor egoets stemme som oftest er krævende og rungende overdøver alt omkring sig – dér i vores bevidstheds indre riger.
Måske vi skulle sætte os ned en stille stund, du og jeg. Her på en af årets sidste dage. Måske vi kunne stilne sindets evindelige kværken og søge dybere ind i bevidsthedens lag. Og her, dybest inde, i bevidsthedens magiske centrum, møde vores sjæl på ny.Hej min ven – hvad nu?Ja. Først lytte. Lytte…. Dernæst mærke. Mærke… Så omsætte. Og SÅ handle. Dette må være forsættet for 2014. Uanset, hvad sjælen, den gamle gavtyv, nu måtte ønske at vise os.

Rigtig godt nytår,

Kærlig hilsen Majken Matzau

Del denne side:
Share 'Vi er ikke de samme…' on Facebook Share 'Vi er ikke de samme…' on Google+ Share 'Vi er ikke de samme…' on LinkedIn Share 'Vi er ikke de samme…' on Twitter Share 'Vi er ikke de samme…' on Print Friendly