I det store evige Nu

Direktør Majken Matzau

I DET STORE EVIGE NU

Endnu engang sænker freden sig over kloden, og julens time er oprunden. Denne magiske time, dette mellemrum, hvor kærligheden, tilgivelsen og forsoningen hvert år stille og næsten umærkeligt oplyser og genfødes i vores hjerter. Dette fine mellemrum, hvor decembermåneds trængsel og alarm afløses af en stille stund, hvor ånden folder sig ud, og hjerteenergien spreder sig som ringe i vandet over land og by. Fra menneske til menneske. Fra hjerte til hjerte.

I denne stille stund er det som, at en særlig energi er tilstede. A kind of supreme grace. Som hjælper os til at tilgive, til at huske, og til at elske. Til at tilgive det og dem, som hvisker om tilgivelse. Til at huske dem og det, som var, og ikke mere er. Og til at elske, Alt som var, Alt som kommer, og som derfor altid er.

Når vi i år sætter os om julebordet i min lille familie, vil vi glædes over dem som er.  Og samtidig vil vi huske dem, som var, og ikke mere er. Men som alligevel sidder bænket omkring julebordet, ligesom i de gode gamle dage, da alle jo stadig var her.

På hver en stol sidder en elsket. Nogle i fysisk form, andre i åndelig form. Som fine spøgelseskikkelser og transparente åndevæsner, sidder vores elskede familiemedlemmer til højbords, og spilder sovs på skjorten og tager en snaps for meget. For det som var, vil altid være, i dette store evige Nu.

Og se – dér sidder Far med sin evindelige cigar. Og fordi han er af den gamle skole, og nok ikke har lært så meget på den anden side, pulser han lystigt ved bordet, uden at åbne vinduer eller pænt ryge udenfor, som man jo gør i dag.

Og dér sidder Farmor og hælder alt for meget sovs på tallerkenen, for sovs skal der jo til, og i 70erne gik man ikke op i den slags. Og Bedstefar er her også i aften, og han diskuterer Anker Jørgensen og ryger Cecil, som han altid har gjort. Og Frederik, den gamle strik, tager en ekstra snaps og fortæller historien, om dengang han tog et herresving over Atlanten.

Vores kusiner og fætter er her også. Tanterne og onklerne. Og vores ekskærester og husvenner gennem livet er her også. For de lever alle i os og med os. Og vi elsker dem i dette store evige Nu, som altid er.

Og når vi nu i aften sætter os omkring julebordet i min lille familie;  min mor, min mormor, mine to søstre og jeg. Så er vi ikke længere kede af dem, som var, men ikke er her mere. For spisestuen summer af glæde, liv og kærlighed. Og i år fejrer vi, at min mormor blev 90, og stadig bor i sit hus i Brønshøj og klarer sig selv uden hjælp fra nogen eller noget. At hun fortsat er stærk som en okse og fin som et papirklip fra det forrige århundrede.

Og i år fejrer vi, at min mor blev 70, og at generne ikke har sprunget et led over, og at hun fortsat er i stand til at drive familievirksomheden, og ikke har tænkt sig at gå på pension. Ever.

Og i år fejrer vi, at vi tre piger – mine to søstre og jeg – fortsat har hinanden, og vores stærke mor og mormor, og at det vil vi altid have, for sådan er det nemlig i det store evige Nu.

Rigtig glædelig jul,

Kærligst Majken

Del denne side:
Share 'I det store evige Nu' on Facebook Share 'I det store evige Nu' on Google+ Share 'I det store evige Nu' on LinkedIn Share 'I det store evige Nu' on Twitter Share 'I det store evige Nu' on Print Friendly